Hensigten med ”Islam for begyndere” er at hjælpe folk til at blive bedre uddannet om islams grundlæggende elementer og hjælpe de mere vidende til bedre at formidle kendsgerningerne til andre. På samme måde skal min bog og dokumentarfilm tjene som præcise forklaringer på, hvad der bevæger islam og konsekvenserne for de vestlige samfund. ”Islam for begyndere” er en fortætning af bogen og dokumentarfilmen med det formål, at give offentligheden større klarhed i forståelsen af islam samt at udstille utilstrækkeligheden af de fremherskende synspunkter. Enhver kan frit distribuere og/eller gengive denne tekst.

Indholdsfortegnelse

1) Det Grundlæggende

a) Islams fem søjler
b) Koranen – Allahs bog
c) Sunna - profeten Muhammeds ”Vej”

I. Slaget ved Badr
II. Slaget ved Uhud
III. Slaget ved Medina
IV. Erobringen af Mekka

d) Sharia-loven

2) Jihad og dhimmitude

a) Hvad betyder "jihad"?
b) Den muslimske lærde Hasan al-Banna om jihad
c) Dar al-Islam og Dar al-Harb: Islams Hus og Krigens Hus

I. Taqiyya – religiøst bedrag

d) Jihad gennem historien

I. Den første store bølge af jihad: Araberne, 622-750 e.Kr.
II. Den anden store bølge af jihad: Tyrkerne, 1071-1683 e.Kr.

e) Dhimmaen
f) Jihad i moderne tid

3) Konklusion

4) Ofte stillede spørgsmål

a) Hvad med korstogene?
b) Hvis islam er voldelig, hvordan kan det så være, at mange muslimer er fredelige?
c) Hvad med de voldelige passager i Bibelen?
d) Kunne en islamisk "reformation" pacificere islam?
e) Hvad med historien om vestlig kolonialisme i den islamiske verden?
f) Hvordan kan en voldelig politisk ideologi være den næststørste og hurtigst voksende religion på jorden?
g) Er det rimeligt at udmale alle islamiske åndsretninger som voldelige?
h) Hvad med den islamiske civilisations store resultater gennem historien?

---

1. Det Grundlæggende

a. Islams fem søjler

Islams fem søjler er religionens mest grundlæggende elementer. De er:

1. Tro (iman) på Allahs enhed og på Muhammed som den sidste i rækken af profeter (udtrykt i trosbekendelsen [al-shahada]: "Der er ingen anden gud end Allah og Muhammed er Allahs sendebud").
2. De fem daglige tidebønner (salat).
3. Almisse (zakat).
4. Faste (sawm).
5. Pilgrimsfærd (hajj) til Mekka for dem, der er i stand til det.

De fem søjler i sig selv fortæller os ikke meget om, hvad en muslim skal tro, eller hvordan han eller hun skal handle. Anden til femte søjle - bøn, almisse, faste, pilgrimsfærd - er aspekter, der deles af mange religioner. Muhammed som den sidste profet, er dog unik for islam. For at forstå islam og hvad det betyder at være muslim, må vi forstå Muhammed og de åbenbaringer, givet af Allah gennem ham, der udgør Koranen.

b. Koranen – Allahs bog

Ifølge islamisk lære, kom Koranen ned som en række åbenbaringer fra Allah gennem ærkeenglen Gabriel til profeten Muhammed, som derefter dikterede dem til sine tilhængere. Muhammeds ledsagere lærte dele af Koranen udenad og skrev dem ned på, hvad de havde ved hånden; senere, nogle år efter Muhammeds død, blev de samlet i bogform under den tredje kalif, Uthman.

Koranen er nogenlunde lige så lang som det kristne Nye Testamente. Den består af 114 suraer (ikke at forveksle med sira, som henviser til den biografiske litteratur om Profeten) af varierende længde, der kan betragtes som kapitler. Ifølge islamisk lære var det omkring år 610 e.Kr., i en hule i nærheden af byen Mekka (i den sydvestlige del af det nuværende Saudi-Arabien), at Muhammed modtog den første åbenbaring fra Allah gennem ærkeenglen Gabriel. Åbenbaringen befalede blot Muhammed at "recitere" eller "læse" (sura 96); ordene, han fik til opgave at sige, var ikke hans egne, men Allahs. I løbet af de næste ca. tolv år i Mekka modtog Muhammed andre åbenbaringer, som udgjorde en besked til byens borgere om at forlade deres hedenske levemåde og vende sig i tilbedelse til den ene Allah.

Mens han opholdt sig i Mekka - og (for det meste) fordømte hedenskab - viste Muhammed stor respekt for de kristne og jødiske indbyggeres monoteisme. Således hævdede Koranens Allah at være den samme Gud, der blev tilbedt af jøder og kristne, og som nu åbenbarede sig for det arabiske folk gennem sit udvalgte sendebud, Muhammed. Det er først de åbenbaringer i Koranen, som kom senere i Muhammeds karriere, efter at han og de første muslimer forlod Mekka og drog til byen Medina, der forvandlede islam fra at være en relativ godartet form for monoteisme til at være en ekspansiv, militær-politisk ideologi, som holder sig til denne dag.

Ortodoks islam accepterer ikke, at en gengivelse af Koranen på et andet sprog er en "oversættelse" på samme måde som f.eks. King James Bible er en oversættelse af de originale hebraiske og græske skrifter. Et punkt, der ofte fremføres af islamiske apologeter for at tage brodden af kritik, er, at kun arabisk-læsende kan forstå Koranen. Men arabisk er et sprog som alle andre, og kan fuldt ud oversættes. Faktisk er de fleste muslimer ikke arabisk-læsende. I den følgende analyse, bruger vi en oversættelse af Koranen til engelsk udført af to muslimske lærde. Alle parentetiske forklaringer i teksten, omgivet af () eller [], er de to oversætteres, mens mine er omgivet af tuborger {}. [De følgende danske korantekster er fra Ellen Wullfs oversættelse, dog tilføjet de nævnte parentetiske indskud; desuden er Wullfs ”Gud”, for sammenhængens skyld, erstattet med ”Allah”, o.a.].

De vesterlændinge, som skaffer sig en oversættelse af Koranen, bliver ofte forvirrede over dens mening, fordi de er uvidende om et meget vigtigt tolkningsprincip for Koranen, kendt som "ophævelse” eller ”abrogation”. Princippet om ophævelse - al-nasikh wa-al-mansukh, ”det annullerende og det annullerede” - bestemmer, at vers åbenbaret senere i Muhammeds karriere "ophæver" – dvs. annullerer og erstatter - ældre vers, hvis de strider mod hinanden. Passager åbenbaret senere i Muhammeds karriere, i Medina, kan således underkende passager åbenbaret tidligere, i Mekka. Koranen fastlægger selv dette ophævelsesprincip:

2:106. Når Vi {Allah} ophæver et vers (åbenbaring) eller lader det gå i glemme, bringer Vi noget, der er bedre end det, eller noget magen til. Ved du ikke, at Allah er i stand til alt?

Det lader til, at 2:106 blev åbenbaret som reaktion på en skepsis, rettet mod Muhammed, angående Allahs åbenbaringer, som ikke var helt konsekvente over tid. Muhammeds tilbagevisning var, at "Allah er i stand til alt" - endda skifte mening. For at forvirre sagen yderligere, så blev Koranen, selvom den blev åbenbaret til Muhammed løbende gennem en snes år, ikke samlet i kronologisk orden. Da Koranen til sidst blev samlet i bogform under kalif Uthman, blev suraerne ordnet fra den længste til den korteste uden nogen som helst forbindelse med den rækkefølge, hvori de blev åbenbaret, eller med deres tematiske indhold. For at finde ud af, hvad Koranen siger om et givent emne, er det nødvendigt at undersøge de andre islamiske kilder, der giver fingerpeg om, hvornår i Muhammeds levetid åbenbaringerne fandt sted. Efter en sådan undersøgelse opdager man, at suraer fra Mekka-tiden, åbenbaret på et tidspunkt, hvor muslimerne var sårbare, generelt er milde; de senere suraer fra Medina-tiden, åbenbaret efter at Muhammed var kommet i spidsen for en hær, er krigeriske.

Lad os som eksempler tage 50:45 og hele sura 109, begge åbenbaret i Mekka:

50:45. Vi ved bedst, hvad de siger. Du (O Muhammed) har ingen magt over dem (til at tvinge dem til at tro). Påmind med Koranen den, der frygter Min trussel!

109:1. Sig (O Muhammed til disse mushrikun og kafirun): ”I vantro (al-kafirun; dvs. som ikke tror på Allah, Hans enhed, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, opstandelsens dag, og på al-qadar {guddommelig forudbestemmelse og opretholdelse af alle ting})!
109:2. Jeg tilbeder ikke den, som I tilbeder,
109:3. og I tilbeder ikke den, som jeg tilbeder.
109:4. Jeg vil ikke tilbede den, som I tilbad,
109:5. og I vil ikke tilbede den, som jeg tilbeder.
109:6. I har jeres religion, og jeg har min (islamisk monoteisme).”

Dernæst er der denne passage, åbenbaret lige efter at muslimerne var nået til Medina og stadig var sårbare:

2:256. Der er ingen tvang i religionen. Den rette vej er blevet tydelig over for vildfarelsen. Den, der fornægter afguderne og tror på Allah, holder fast i det stærkeste håndtag uden revner. Allah hører alt og ved alt.

Tag som kontrast vers 9:5, sædvanligvis kaldet "sværdets vers", der blev åbenbaret i slutningen af Muhammeds liv:

9:5. Når de fredhellige måneder (den 1., 7., 11. og 12. måned i den islamiske kalender) er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn (iqamat-as-salat {islamiske rituelle bønner}) og giver almisse, så lad dem frit gå! Allah er tilgivende og barmhjertig.

Da det er åbenbaret senere i Muhammeds liv end 50:45, sura 109 og 2:256, ophæver sværdets vers disses fredelige påbud i overensstemmelse med 2:106. Sura 8, åbenbaret kort før sura 9, viser et lignende tema:

8:39. Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald (fitna; vantro og polyteisme: dvs. at tilbede andre foruden Allah), og indtil al religion (tilbedelse) tilhører Allah [i hele verden]! Hvis de holder inde (med at tilbede andre end Allah), så ser Allah, hvad de gør;

8:67. Der tilkommer ikke en profet nogen fanger (og at frigive dem mod løsepenge), før han har kæmpet og sejret (dvs. nedslagtet fjenderne) i landet. I ønsker denne verdens goder (dvs. løsesummen for at frigøre fangerne), men Allah ønsker (for jer) det hinsidige. Allah er mægtig og vis.

9:29. Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften (jøder og kristne), skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion (dvs. islam), indtil de kuet er rede til at betale skat!

9:33. Han {Allah} er den, der sendte sin udsending (Muhammed) med retledningen og den sande religion (islam) for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Allahs side (mushrikun; polyteister, hedninge, afgudsdyrkere, ikke-troende på Allahs enhed), hader det.

Koranens befalinger til muslimer om at føre krig i Allahs navn mod ikke-muslimer er ikke til at tage fejl af. De er desuden absolut autoritative, da de blev åbenbaret sent i profetens karriere og derved ophæver og erstatter tidligere instruktioner om at handle fredeligt. Uden kendskab til princippet om ophævelse vil vesterlændinge fortsætte med at misforstå Koranen og fejldiagnosticere islam som en "fredens religion."

c. Sunna - profeten Muhammeds ”Vej”

I islam betragtes Muhammed som al-insan al-kamil (det "perfekte menneske"). Muhammed bliver på ingen måde betragtet som guddommelig, og han bliver heller ikke tilbedt (intet billede af Muhammed er tilladt af frygt for, at det vil opmuntre til afgudsdyrkelse), men han er modellen par excellence for alle muslimer på, hvordan de skal opføre sig. Det er gennem Muhammeds personlige lære og handlinger - som udgør "Profetens vej," sunnaen - at muslimer kan forstå, hvad der er et godt og helligt liv. Detaljer om Profeten - hvordan han levede, hvad han gjorde, hans ikke-koraniske udtalelser, hans personlige vaner - er uundværlig viden for enhver troende muslim.

Kendskab til sunnaen kommer primært fra hadither ("rapporter") om Muhammeds liv, som blev overleveret mundtligt, indtil de blev kodificeret i det ottende århundrede e.Kr. - omkring hundrede år efter Muhammeds død. Haditherne udgør de vigtigste islamiske tekster næst efter Koranen; de er dybest set en samling anekdoter om Muhammeds liv, der menes at være opstået blandt dem, der kendte ham personligt. Der er tusinder og atter tusinder af hadither, hvoraf nogle strækker sig over flere sider, mens andre kun er på nogle få linier. Da haditherne første gang blev samlet i det ottende århundrede e.Kr., blev det klart, at mange var uægte. De tidlige muslimske hadith-lærde gjorde et enormt arbejde for at afgøre, hvilke hadither, der var autoritative, og hvilke, der var mistænkelige.

De hadither, der præsenteres i det følgende, kommer udelukkende fra den mest pålidelige og autoritative samling, Sahih Bukhari, der er anerkendt som sund af alle islamiske lærdomsskoler. Forskellige hadith-oversættelser kan variere i deres opdeling af bind, bog og nummer, men indholdet er det samme. For hver hadith er de klassificerende oplysninger nævnt først, derefter navnet på kilden til hadithen (normalt en person, der kendte Muhammed personligt), og derefter selve indholdet. Selvom den absolutte ægthed af selv en sund hadith næppe er sikret, bliver de ikke desto mindre accepteret som autoritative i islamisk sammenhæng.

Fordi Muhammed selv er moralens målestok, bliver hans handlinger ikke bedømt efter en uafhængig moralsk standard, men er snarere dem, der fastsætter, hvad den korrekte moralske standard er for muslimer.

Sahih Bukhari, bind 7, bog 62, nummer 88.
Ursa fortalte:
Profeten skrev (ægtepagten) med Aisha, da hun var seks år gammel og fuldbyrdede sit ægteskab med hende, da hun var ni år gammel, og hun blev hos ham i ni år (dvs. indtil hans død).

Sahih Bukhari, bind 8, bog 82, nummer 795.
Anas fortalte:
Profeten huggede hænder og fødder af mændene fra Uraina-stammen og ætsede ikke (deres blødende lemmer) indtil de døde.

Sahih Bukhari, bind 2, bog 23, nummer 413.
Abdullah bin Umar fortalte:
Jøderne {i Medina} bragte til Profeten en mand og en kvinde af deres eget folk, der havde begået (utroskab) ulovligt samleje. Han bestemte, at de begge skulle stenes (til døde) nær det sted ved siden af moskeen, der brugtes til begravelsesbønner.

Sahih Bukhari, bind 9, bog 84, nummer 57.
Ikrima fortalte:
Nogle Zanadiqa (ateister) blev bragt til Ali {den fjerde kalif}, og han brændte dem. Nyheden om denne begivenhed nåede Ibn Abbas, som sagde: "Hvis jeg havde været i hans sted, ville jeg ikke have brændt dem, for Allahs Apostel forbød det, da han sagde: ’I må ikke straffe nogen med Allahs straf (ild).’ Jeg ville have dræbt dem ifølge udtalelsen af Allahs Apostel: "Enhver, der ændrer sin islamiske religion, dræb ham."

Sahih Bukhari, bind 1, bog 2, nummer 25.
Abu Huraira fortalte:
Allahs Apostle blev spurgt: "Hvad er den bedste gerning?" Han svarede: "At tro på Allah og Hans Apostel (Muhammed).” Spørgeren spurgte så: ”Hvad er den næste (i godhed)?" Han svarede: "At deltage i jihad (religiøse kamphandlinger) for Allahs sag." (…)

I islam er der ingen "naturlig" følelse af moral eller retfærdighed, som rækker ud over de konkrete eksempler og påbud, der er skitseret i Koranen og sunna. Da Muhammed betragtes som Allahs sidste profet og Koranen som Allahs evige, uforanderlige ord, er der heller ingen moralsk udvikling, der tillader modifikation eller integration af islamisk moral med, hvad der kommer fra andre kilder. Hele det islamiske moralske univers hviler udelukkende på Muhammeds liv og lære.

Sammen med de pålidelige hadither er der endnu en kilde til almindelig anerkendt viden om Muhammed: Profetens Sira (liv), en biografi skrevet af en af islams store lærde, Muhammad ibn Ishaq, i det ottende århundrede e.Kr. [Ibn Ishaq: Sirat Rasul Allah. Engelsk oversættelse af A. Guillaume: The Life of Muhammad, Oxford University Press, o.a.]

Muhammeds profetiske karriere kan meningsfyldt opdeles i to dele: den første i Mekka, hvor han i fjorten år stræbte efter at vinde konvertitter til islam; og den anden senere i byen Medina (Guds Apostels By), hvor han blev en magtfuld politisk og militær leder. I Mekka ser vi en næsten bibelsk figur, der prædiker omvendelse og næstekærlighed, og som bliver chikaneret og forkastet af folk omkring ham; senere, i Medina, ser vi en dygtig hærfører og strateg, som systematisk erobrede og dræbte sine modstandere. Disse senere år af Muhammeds liv, fra 622 e.Kr. til hans død i 632, bringes kun sjældent på bane i pænt selskab. I 622, da Profeten var mere end halvtreds år gammel, foretog han og hans tilhængere hijra-færden (udvandringen eller flugten) fra Mekka til oasen Yathrib - senere omdøbt til Medina – nogle hundrede kilometer mod nord. Muhammeds nye monoteisme havde skabt vrede hos de hedenske ledere i Mekka, og flugten til Medina blev fremskyndet af et sandsynligt forsøg på at myrde Muhammed. Muhammed havde sendt udsendinge til Medina for at sikre sin velkomst. Han blev accepteret af de medinensiske stammer som muslimernes leder, og som dommer af tvister mellem stammerne.

Kort før Muhammed flygtede fra fjendtligheden i Mekka, aflagde en ny gruppe muslimske konvertitter løfte om loyalitet over for ham på en bakke uden for Mekka, kaldet Aqaba. Ibn Ishaq gengiver i Siraen betydningen af denne begivenhed:

Ibn Ishaq, Sira, s. 208:
Da Gud gav sin Apostel tilladelse til kamp, indeholdt den anden {troskabsed på} Aqaba vilkår, der indebar krig, som ikke var med i den første troskabsed. Nu bandt de {Muhammeds tilhængere} sig til at føre krig mod alle og enhver for Gud og hans Apostel, mens han, for tro tjeneste, lovede dem belønning i paradis.

At Muhammeds begyndende religion undergik en væsentlig ændring på dette punkt er indlysende. Den lærde Ishaq har klart til hensigt at give sine (muslimske) læsere det indtryk, at mens islam i sine tidlige år var en forholdsvis tolerant religion, der ville "tåle forhånelse og tilgive de uvidende," så påbød Allah snart muslimerne "at føre krig mod alle og enhver for Gud og hans Apostel." Den islamiske kalender vidner om hijraens altoverskyggende betydning ved at tage udgangspunkt i datoen for denne begivenhed. Året for hijraen, 622 e.Kr., betragtes som mere betydningsfuld end året for Muhammeds fødsel eller død, eller året for den første koraniske åbenbaring, fordi islam først og fremmest er et politisk-militært foretagende. Det var først, da Muhammed forlod Mekka med sin paramilitære skare, at islam fandt sit rette politisk-militære udtryk. Årene i den islamiske kalender (som bruger måneåret) er på engelsk efterfulgt af "AH" eller "After Hijra" [eller ”anno hijra”].

I. Slaget ved Badr

Slaget ved Badr var den første store træfning, der blev udkæmpet af Profeten. Efter at have etableret sig i Medina efter hijra, indledte Muhammed en række razziaer (plyndringstogter) mod handelskaravaner tilhørende de mekkanske qurayshitter på ruten til Syrien.

Sahih Bukhari, bind 5, bog 59, nummer 287.
Kab bin Malik fortalte:
(…) Allahs Apostel var draget ud for at møde qurayshitternes handelskaravaner, men Allah lod dem (dvs. muslimerne) møde deres fjende uventet (uden foregående intention).

Sahih Bukhari, bind 5, bog 59, nummer 289.
Ibn Abbas fortalte:
På dagen for slaget ved Badr sagde Profeten: "O Allah! Jeg bønfalder Dig (om at opfylde) Din pagt og Dit løfte. O Allah! Hvis Din vilje er, at ingen skal tilbede Dig (så giv sejr til hedningene)." Så tog Abu Bakr fat i ham ved hånden og sagde: "Det er nok for dig." Profeten kom ud og sagde: "Flokken vil blive slået, og vende ryggen til." (K. 54:45)

Da de var vendt tilbage til Medina efter slaget, advarede Muhammed den derboende jødiske stamme, Qaynuqa om at acceptere islam eller imødese en lignende skæbne som Quraysh (K. 3:12-13). Qaynuqa gik ind på at forlade Medina, hvis de kunne beholde deres ejendele, hvilket Muhammad tilstod dem. Efter Banu Qaynuqas eksil, vendte Muhammed sig mod enkeltpersoner i Medina, som han mente havde handlet troløst. Profeten synes især at have haft modvilje mod de mange digtere, der gjorde nar ad hans nye religion og hans påstand om at være profet - et tema, der i dag ses i muslimers voldsomme reaktioner mod enhver opfattet forhånelse af islam. Ved at skride til handling mod sine modstandere satte det "perfekte menneske" et eksempel for alle tider på, hvordan muslimer skal behandle modstandere af deres religion.

Ibn Ishaq, Sira, s. 367:
Så skrev han (Kab bin al-Ashraf) erotiske vers af fornærmende karakter om muslimske kvinder. Apostlen sagde (…): "Hvem vil skaffe mig af med Ibnul-Ashraf?" Muhammad bin Maslama, bror til Banu Abdul-Ashhal, sagde: "Jeg vil tage mig af ham for dig, O Guds Apostel, jeg vil dræbe ham." Han sagde: "Gør det, hvis du kan." (…) "Alt, hvad der påhviler dig er, at du skal prøve" {sagde Profeten til Muhammad bin Maslama}. Han sagde, "O Guds Apostel, vi vil blive nødt til at lyve." Han {Profeten} svarede: "Sig hvad du vil, for du er frit stillet i den sag."

Sahih Bukhari, bind 4, bog 52, nummer 270.
Jabir bin Abdullah fortalte:
Profeten sagde: "Hvem er parat til at dræbe Kab bin al-Ashraf, der virkelig har skadet Allah og hans Apostel?" Muhammad bin Maslama sagde: "O Allahs Apostel! Vil du have mig til at dræbe ham?" Han svarede bekræftende. Så gik Muhammad bin Maslama hen til ham (dvs. Kab) og sagde: "Denne person, (dvs. Profeten) går i rette med os, og beder os om velgørenhed." Kab svarede: "Ved Allah, I vil blive trætte af ham." Muhammad sagde til ham: "Vi har fulgt ham, så vi kan ikke lide at forlade ham, før vi ser, hvad enden bliver med ham." Muhammad bin Maslama blev ved at tale til ham på denne måde, indtil han fik chancen for at dræbe ham.

En betydelig del af siraen er afsat til poesi forfattet af Muhammeds tilhængere og fjender i retoriske dueller, som afspejlede dem, der foregik i felten. Der synes at have været en uformel konkurrence om at forherlige sig selv, sin stamme og sin Gud, og samtidig latterliggøre sin modstander på veltalende og mindeværdige måder. Kab bin Malik, der var med til at snigmyrde sin bror, Kab bin al-Ashraf, forfattede følgende:

Ibn Ishaq, Sira, s. 368:
Kab bin Malik sagde:
Af dem blev Kab efterladt liggende der
(Efter hans fald blev {den jødiske stamme} al-Nadir ydmyget).
Med sværd i hånd huggede vi ham ned
På Muhammeds ordre, da han hemmeligt om natten
Sendte Kabs bror til at gå til Kab.
Han charmerede ham og bragte ham ned med list
Mahmud var troværdig, kæk.

II. Slaget ved Uhud

Qurayshitterne i Mekka samlede styrkerne til et angreb på muslimerne i Medina. Muhammed fik nys om den mekkanske styrke, der var på vej for at angribe ham, og slog lejr med sine styrker på en lille høj nord for Medina kaldet Uhud, hvor det efterfølgende slag fandt sted.

Sahih Bukhari, bind 5, bog 59, nummer 377.
Jabir bin Abdullah fortalte:
På dagen for slaget ved Uhud, kom en mand til Profeten og sagde: "Kan du fortælle mig, hvor jeg vil være, hvis jeg skulle blive martyr?" Profeten svarede: "I Paradis." Manden kastede nogle dadler fra sig, som han havde i hånden, og kæmpede til han blev martyr.

Sahih Bukhari, bind 5, bog 59, nummer 375.
Al-Bara fortalte:
(…) da vi stod over for fjenden, tog de flugten indtil jeg så deres kvinder løbe over fjeldet, mens de løftede deres tøj op fra benene og afslørede deres ankelringe. Muslimerne begyndte at sige: "Byttet, byttet!" Abdullah bin Jubair sagde, "Jeg har givet Profeten et fast løfte om ikke at forlade dette sted." Men hans kammerater nægtede (at blive). Så da de nægtede (at blive der), forvirrede (Allah) dem, så de ikke vidste, hvad de skulle gøre, og de led et tab på halvfjerds mand. (…)

Selvom han blev frataget sejren ved Uhud, var Muhammed på ingen måde besejret. Han fortsatte med at udsende plyndringstogter, der ikke alene, i Allahs øjne, gjorde det dydigt at være muslim, men også indbringende. I et islamisk verdenssyn, er der ingen uforenelighed mellem rigdom, magt og hellighed. Som medlem af den sande tro, er det kun logisk, hvis man kan glæde sig over Allahs materielle gavmildhed – også selv om det betyder, at man plyndrer det fra de vantro.

Ligesom Muhammed havde neutraliseret den jødiske stamme Banu Qaynuqa efter Badr, vendte han sig nu mod Banu Nadir efter Uhud. Ifølge sira, blev Muhammed af Allah advaret om et forsøg på at myrde ham, og profeten beordrede muslimerne til at forberede sig på krig mod Banu Nadir. Banu Nadir indvilligede i at gå i eksil, hvis Muhammed tillod dem at medbringe deres løsøre. Det gik Muhammed med til bortset fra, at de skulle efterlade deres rustninger.

III. Slaget ved Medina (Slaget ved Graven)

I 627 e.Kr. stod Muhammed over for den største udfordring for hans nye samfund. I det år udførte qurayshitterne i Mekka deres mest beslutsomme angreb på muslimerne i selve Medina. Muhammed fandt det tilrådeligt ikke at indlade sig i kamp med dem i et regulært slag som ved Uhud, men tog ly i Medina, beskyttet som den var af størknede lavastrømme på tre sider. Mekkanerne ville være nødt til at angribe fra nordvest i en dal mellem disse strømme, og det var her, Muhammad beordrede en voldgrav gravet til byens forsvar.

Sahih Bukhari, bind 4, bog 52, nummer 208.
Anas fortalte:
På dagen (for slaget) ved Graven, sagde ansar {”hjælperne”; nyomvendte fra Medina}: "Vi er dem, der har svoret troskab til Muhammed for jihad (for evigt) så længe vi lever. "Profeten svarede dem, "O Allah! Der er intet liv bortset fra livet i det hinsides. Så udmærk ansar og emigranterne {fra Mekka} med Din gavmildhed."
Og Mujashi fortalte:
Min bror og jeg kom til profeten, og jeg bad ham om at tage imod et troskabsløfte fra os om migration. Han sagde: "Migration er gået til ende med dens folk." Jeg spurgte: "For hvad vil du så modtage et troskabsløfte fra os?" Han sagde: "Jeg vil tage (løftet) for islam og jihad."

Mekkanernes angreb blev forpurret af voldgraven, og de var kun i stand til at sende små stødgrupper henover den. Efter flere dage, vendte de tilbage til Mekka. Efter sin sejr, vendte Muhammed sig mod den tredje jødiske stamme i Medina, Banu Qurayza. Mens Banu Qaynuqa og Banu Nadir havde måttet gå i eksil, skulle skæbnen for Banu Qurayza blive langt mere alvorlig.

Ibn Ishaq, Sira, s. 464:
Så overgav de {Qurayza-stammen} sig, og apostlen holdt dem fanget i Medina i kvarteret af d. al-Harith, en kvinde fra Banu al-Najjar. Så gik apostlen ud på markedspladsen i Medina og gravede grave i den. Dernæst sendte han bud efter dem, og huggede hovedet af dem i disse grave, efterhånden som de blev bragt ud til ham i grupper. Blandt dem var Allahs fjender Huyayy bin Akhtab og Kab bin Asad, deres leder. Der var 600 eller 700 i alt, selvom nogle sætter tallet så højt som 800 eller 900. Som de blev taget ud i grupper til apostlen, spurgte de Kab, hvad han mente, der ville ske med dem. Han svarede: "Vil I aldrig forstå? Kan I ikke se, at udtagelsen af os aldrig stopper, og at dem, der er taget ud, ikke vender tilbage? Ved Allah, det er døden!" Dette fortsatte, indtil apostlen havde gjort en ende på dem.

Her finder vi således det klare fortilfælde, der forklarer islamiske terroristers ejendommelige forkærlighed for at halshugge deres ofre: Det er blot endnu et eksempel, givet af deres profet.

Efter endnu et af muslimernes plyndringstogter, denne gang mod et sted kaldet Khaybar, blev "Kvinderne i Khaybar (…) fordelt blandt muslimerne", (Sira, s. 511) som det var sædvanlig praksis. Angrebet på Khaybar havde været imod Banu Nadir, som Muhammad tidligere havde forvist fra Medina.

Ibn Ishaq, Sira, s. 515:
Kinana bin al-Rabi, der havde opsyn med Banu al-Nadirs skat, blev bragt til apostlen, der spurgte ham om den. Han afviste, at han vidste, hvor den var. En jøde kom til apostlen og sagde, at han havde set Kinana gå rundt om en vis ruin tidligt hver morgen. Da Apostlen sagde til Kinana, "Ved du, at hvis vi finder ud af, at du har den, så dræber jeg dig?", sagde han: ”Ja.” Apostlen gav ordre til, at ruinen skulle graves op og en del af skatten blev fundet. Da han spurgte ham om resten, nægtede han at oplyse det, så Apostlen gav ordre til al-Zubayr bin al-Awwam: "Torturér ham, indtil du får ud af ham, hvad han har;" med flint og stål tændte han et bål på hans bryst, indtil han var næsten død. Så overgav Apostlen ham til Muhammad bin Maslama, og han huggede hovedet af ham, som hævn for hans bror Mahmud.

IV. Erobringen af Mekka

Muhammeds største sejr kom i 632 e.Kr., ti år efter at han og hans tilhængere var blevet tvunget til at flygte til Medina. I det år samlede han en styrke på ca. ti tusinde muslimer og allierede stammer og drog ned til Mekka. "Apostlen havde instrueret sine kommandanter om, at når de kom Mekka, så skulle de kun bekæmpe dem, der gjorde modstand, bortset fra et lille antal, der skulle dræbes, selv hvis de blev fundet under Kabaens tæpper." (Sira, s. 550)

Sahih Bukhari, bind 3, bog 29, nummer 72.
Anas bin Malik fortalte:
Allahs Apostel drog ind i Mekka i året for dens erobring med en arabisk hjelm på hovedet, og da Profeten tog den af, kom en person og sagde: "Ibn Khatal holder tildækningen af Kabaen (har taget tilflugt i Kabaen)." Profeten sagde: "Dræb ham."

Efter erobringen af Mekka, skitserede Muhammed fremtiden for sin religion.

Sahih Bukhari, bind 4, bog 52, nummer 177.
Anas bin Malik fortalte:
Allahs Apostel sagde: "Timen {Dommedag} vil ikke komme, før I kæmper med jøderne, og stenen, en jøde vil skjule sig bag, skal sige: "O muslim! Der er en jøde, der gemmer sig bag mig, så dræb ham."

Sahih Bukhari, bind 1, bog 2, nummer 24.
Ibn Umar fortalte:
Allahs Apostel sagde: "Jeg er blevet befalet (af Allah) at kæmpe mod folkene, indtil de bekræfter, at ingen har ret til at blive tilbedt andre end Allah og at Muhammed er Allahs Apostel, og holder bønnerne fuldstændigt, og giver den obligatoriske almisse; hvis de udfører det, så redder de deres liv og ejendom fra mig, med forbehold for de islamiske love, og derefter vil deres afregning (regnskab) ske ved Allah."

Det er på basis af krigeriske udtalelser som disse, at islamisk lærdom deler verden op i Dar al-Islam (Islams Hus, dvs. de nationer, som har underkastet sig Allah) og Dar al-Harb (Krigens Hus, dvs. dem, der ikke har). Sådan var verden inddelt på Muhammeds tid, og sådan er den inddelt i dag. Dengang som nu, er islams budskab til den vantro verden det samme: Underkast jer eller bliv erobret.

d. Sharia-loven

I modsætning til mange religioner, indeholder islam en obligatorisk og meget konkret juridisk og politisk plan for samfundet, kaldet sharia, hvilket kan oversættes med "vej" eller "sti." Sharias forskrifter er afledt af bud i Koranen og sunna (Muhammeds lære og eksempel, som findes i pålidelige hadither og Sira). Tilsammen er Koranen og sunna basis for sharias forskrifter, som er grundmønsteret for det gode islamiske samfund. Fordi sharia udspringer af Koranen og sunna, er den ikke valgfri. Sharia er de juridiske regler, som Allah har forordnet for hele menneskeheden. At krænke sharia eller ikke at acceptere dens autoritet er at gøre oprør mod Allah, hvilket Allahs troende har påbud om at bekæmpe.

Der er ingen adskillelse mellem det religiøse og det politiske i islam; islam og sharia udgør snarere et altomfattende redskab, med hvilket samfundet kan ordnes på alle niveauer. Selv om det i teorien er muligt for et islamisk samfund at have forskellige ydre former - en valgt regering, et arveligt monarki, osv. – så vil sharia, uanset den ydre styreform, være det foreskrevne indhold. Det er dette faktum, der bringer sharia i konflikt med styreformer, der er baseret på andet end Koranen og sunna.

Sharias forskrifter af kan deles i to dele:

1. Religiøse handlinger (al-ibadat), som omfatter:

Rituel renselse (wudu)
Bøn (salat)
Faster (sawm og ramadan)
Velgørenhed (zakat)
Pilgrimsfærd til Mekka (hajj)

2. Forholdet til andre mennesker (al-muamalat), som omfatter:

Finansielle transaktioner
Donationer
Love om arv
Ægteskab, skilsmisse, og omsorg for børn
Mad og drikke (herunder rituel slagtning og jagt)
Straffelov
Krig og fred
Retslige anliggender (herunder vidner og former for dokumentation)

Som man kan se, er der kun få aspekter af livet, som sharia ikke indeholder bestemmelser om. Alt fra at vaske hænder til børneopdragelse til beskatning til militærpolitik er underlagt dens regulering. Fordi sharia er afledt af Koranen og sunna, giver den nogen plads til fortolkning. Men efter en undersøgelse af de islamiske kilder (se ovenfor) er det klart, at enhver meningsfuld virkeliggørelse af sharia vil komme til at blive meget anderledes end noget, der ligner et frit og åbent samfund i den vestlige forstand. Stening af ægteskabsbrydere, henrettelse af frafaldne og gudsbespottere, undertrykkelse af andre religioner, og en obligatorisk fjendtlighed mod ikke-islamiske nationer ledsaget af regelmæssig krigsførelse vil blive normen. Det synes derfor rimeligt, at klassificere islam og dens sharia-lov som en form for totalitarisme.

2. Jihad og dhimmitude

a. Hvad betyder "jihad"?

Jihad betyder bogstaveligt "kamp". Strengt taget betyder jihad ikke "hellig krig", hvilket muslimske apologeter ofte påpeger. Men spørgsmålet er hvilken slags "kamp", der tænkes på: en indre, åndelig kamp mod lidenskaberne, eller en ydre, fysisk kamp.

Som i ethvert andet forsøg på at fastslå, hvad islam lærer om en bestemt sag, må man se på Koranen og sunna. Fra disse kilder (se ovenfor) er det indlysende, at en muslim er forpligtet til at kæmpe mod en lang række ting: dovenskab i bøn, forsømmelse af at give zakat (almisse), osv. Men er det også klart, at en muslim tillige er befalet at kæmpe en fysisk kamp mod de vantro. Muhammeds imponerende militære karriere vidner om den centrale rolle, militær kamp spiller i islam.

b. Hasan al-Banna om jihad

Nedenfor er der uddrag af Hasan al-Bannas afhandling, Jihad. I 1928 grundlagde al-Banna Det Muslimske Broderskab, som i dag er den mest magtfulde organisation i Egypten, næst efter regeringen selv. I denne afhandling argumenterer al-Banna overbevisende for, at muslimer må gribe til våben mod de vantro. Som han siger: "Koranens vers og Profetens sunna indkalder folk i almindelighed (med de mest sigende udtryk, og den klareste fremstilling) til jihad, til krigsførelse, til de væbnede styrker, og til alle former for kamphandlinger til lands og til vands."

Alle muslimer skal føre jihad

Jihad er en forpligtelse fra Allah for enhver muslim og kan ikke ignoreres eller omgås. Allah har tillagt jihad stor betydning, og har givet en strålende belønning for martyrer og krigere, der kæmper Hans sag. Kun de, der har handlet på samme måde, og som har formet sig efter martyrerne i deres udførelse af jihad, kan slutte dig til dem i denne belønning. Desuden har Allah særligt beæret mujahedin (dem, der fører jihad) med visse særlige egenskaber, både åndelige og praktiske, til gavn for dem i denne verden og den næste. Deres rene blod er et symbol på sejr i denne verden, og tegnet på succes og lykke i verdenen, der kommer.

De derimod, der kun finder på undskyldninger, er blevet advaret med ekstremt grufulde straffe og Allah har beskrevet dem med de mest uheldige udtryk. Han har irettesat dem for deres fejhed og mangel på gejst, og revset dem for deres svaghed og skulkeri. I denne verden vil de være omgivet af vanære, og i det næste de vil være omgivet af ilden, som de ikke skal slippe ud af, selvom de måske besidder stor rigdom. Den svaghed, at undlade og undvige at føre jihad, betragtes af Allah som en af de store synder, og en af de syv synder, der garanterer fortabelse.

Islam er optaget af spørgsmålet om jihad og indkaldelsen og mobiliseringen af hele ummaen {det globale muslimske samfund} til et enkelt legeme, for at forsvare den rette sag med større styrke end noget andet antikt eller moderne samfund, religiøst eller civilt. Koranens vers og Profetens sunna (fvmh {fred være med ham}) flyder over med alle disse ædle idealer og de indkalder folk i almindelighed (med de mest sigende udtryk, og den klareste fremstilling) til jihad, til krigsførelse, til de væbnede styrker, og til alle former for kamphandlinger til lands og til vands.

Her bringer al-Banna citater fra Koranen og pålidelige hadither, der demonstrerer nødvendigheden af kamp for muslimer. Citaterne er sammenlignelige med dem, der indgår i afsnit 1b og er udeladt her.

De lærde om jihad

Jeg har netop præsenteret jer for nogle vers fra Koranen og de ædle hadither om vigtigheden af jihad. Nu vil jeg gerne præsentere nogle opfattelser fra de islamiske retsskoler, herunder nogle autoriteter fra nyere tid, angående reglerne for jihad og behovet for at være forberedt. Fra dette vil vi komme til at indse, hvor langt ummaen er kommet ud af kurs i sin islamiske praksis, som det fremgår af de lærdes enighed i spørgsmålet om jihad.

Forfatteren til ”Majma al-Anhur fi Sharh Multaqa al-Abhur” siger i sin beskrivelse af reglerne for jihad ifølge hanafi-skolen: ”Jihad betyder sprogligt set at anstrenge sig til det yderste i ord og gerning; i sharia er det bekæmpelsen af de vantro, og medfører alle mulige forsøg, der er nødvendige, på at nedbryde islams fjenders magt, herunder at slå dem, plyndre deres rigdom, ødelægge deres gudshuse og smadre deres afguder. Dette betyder, at jihad er at stræbe til det yderste efter at befæste islams magt, bl.a. ved at bekæmpe dem, der bekæmper dig, samt dhimmierne {ikke-muslimer, der lever under islamisk styre} (hvis de overtræder nogle af vilkårene i traktaten) og de frafaldne (som er de værste af vantro, for de vægrede sig ved at tro, efter at de havde bekræftet deres tro).

Det er fard (pligt) for os at kæmpe mod fjenderne. Imamen skal sende en militær ekspedition til Dar al-Harb {Krigens Hus - den ikke-muslimske verden} mindst en eller to gange hvert år, og folk skal støtte ham i dette. Hvis nogle fra ummaen opfylder forpligtelsen, er resten frigjort fra den. Hvis denne fard kifaya (fælles pligt) ikke kan opfyldes af denne gruppe, så ligger ansvaret hos den nærmest tilstødende gruppe, og derefter den nærmeste efter denne osv.; og hvis fard kifaya ikke kan opfyldes af andre end hele ummaen, så bliver det en fard ayn (individuel pligt), ligesom bøn er det for alle i befolkningen.

De lærde er helt enige i dette spørgsmål, hvilket burde være indlysende, og dette uanset om disse lærde var mujtahedin [retslærde] eller muqaledin [som følger de retslærde], og uanset om de var salaf (tidlige) eller khalaf (sene). De var alle enstemmigt enige om, at jihad er en fard kifaya, der er pålagt den islamiske umma for at sprede islams dawa [kald, mission], og at jihad er fard ayn, hvis en fjende angriber muslimske lande. I dag, min broder, er muslimer, som du ved, tvunget til at være underordnet andre og er styret af de vantro. Vore lande er blevet belejrede, og vores hurrumaat (personlige ejendele, respekt, ære, værdighed og privatliv) krænket. Vore fjender fører opsyn med vores anliggender, og ritualerne i vores din [religion] er under deres jurisdiktion. Alligevel undlader muslimer stadig at opfylde det ansvar for dawa, som hviler på deres skuldre. Derfor bliver det i denne situation en pligt for alle og enhver muslim at føre jihad. Han bør forberede sig mentalt og fysisk, således at han vil være klar, når Allahs beslutning kommer.

Jeg vil ikke slutte denne diskussion uden at nævne for jer, at muslimer aldrig i nogen periode af deres historie (før den nuværende periode med undertrykkelse, hvor deres værdighed er gået tabt) har opgivet jihad, og at de heller aldrig forsømte udførelsen af den, ikke engang deres religiøse autoriteter, mystikere, håndværkere, osv. De var alle hele tiden klar og forberedt. For eksempel Abdullah ibn al Mubarak, en meget lærd og from mand, var frivillig deltager i jihad i det meste af sit liv, og Abdulwahid bin Zayd, en sufi og en inderlig mand, var det samme. Og på hans tid, opfordrede sufiernes sheik, Shaqiq al Balkhi, sine elever til at føre jihad.

Spørgsmål forbundet med jihad

Mange muslimer i dag tror fejlagtigt, at bekæmpelse af fjenden er jihad asghar (mindre jihad), og at bekæmpelse af ens ego er jihad akbar (større jihad). Følgende fortælling [athar] citeres som bevis: "Vi er vendt tilbage fra den mindre jihad for at gå i gang med den større jihad." De sagde: "Hvad er den større jihad?" Han sagde: "jihad i hjertet, eller jihad mod ens ego."

Denne fortælling bruges af nogle til at mindske vigtigheden af at kæmpe, at modvirke enhver forberedelse til kamp, og at afskrække ethvert tilbud om jihad på Allahs vej. Denne fortælling er ikke en sahih (sund) tradition: Den fremtrædende muhaddith, Al Hafiz Ibn Hajar al-Asqalani, sagde i Tasdid al-Qaws:

“Den er velkendt og ofte gentaget, og var et ordsprog af Ibrahim ibn Abla.”

Al Hafiz al-Iraqi sagde i Takhrij Ahadith al-Ahya:

”Al Bayhaqi overleverede den med en svag kæde af fortællere på Jabirs autoritet, og Al Khatib overleverede den i sin historie på Jabirs autoritet.”

Men selv om det var en sund tradition, ville den aldrig kunne berettige opgivelsen af jihad eller forberedelsen til den, for at redde muslimernes territorier og afvise de vantros angreb. Lad det være kendt, at denne tradition blot understreger vigtigheden af at kæmpe mod ens eget ego, så at Allah bliver det eneste formål med enhver af vores handlinger.

Andre spørgsmål forbundet med jihad indbefatter dette at påbyde det gode og forbyde det onde. Det er sagt i hadith: "En af de største former for jihad er at sige et sandhedens ord i overværelse af en tyrannisk hersker." Men intet kan sammenlignes med æren ved shahadah kubra (det højeste martyrium), eller den belønning, der venter en mujahid.

Epilog

Mine brødre! Ummaen, der ved, hvordan man dør en ædel og ærefuld død, er tildelt et ophøjet liv i denne verden og evig lykke i den næste. Fornedrelse og vanære er resultaterne af kærlighed til denne verden og frygt for døden. Forbered jer derfor til jihad og vær dødens elskere. Livet selv skal søge efter jer.

Mine brødre! I skal vide, at en dag vil I stå over for døden, og at denne ildevarslende begivenhed kun kan ske én gang. Hvis I ved denne lejlighed lider på Allahs vej, vil det være til jeres fordel i denne verden og jeres belønning i den næste. Og husk, brødre, at intet kan ske uden Allahs vilje: overvej grundigt, hvad Allah, den Velsignede, den Almægtige, har sagt:

”Efter sorgen sendte Han så tryghed ned over jer, som en døs, der overvældede nogle af jer, mens andre plagede sig selv med at gøre sig urigtige tanker om Allah, tanker fra uvidenhedens tid, og sagde: ’Har vi noget med sagen at gøre?’ Sig: ’Hele sagen ligger hos Allah!’ De gemmer noget for sig selv, som de ikke åbent viser dig, og siger: ’Hvis vi havde haft noget med sagen at gøre, ville vi ikke være blevet dræbt her!’ Sig: ’Hvis I var blevet i jeres huse, ville de, som var bestemt til at blive dræbt, alligevel være nået frem til deres hvilested. Allah ville prøve, hvad der er i jeres bryst, og lutre, hvad der er i jeres hjerte.’ Allah ved, hvad hjertet rummer.” {sura 3:154}

c. Dar al-Islam og Dar al-Harb: Islams Hus og Krigens Hus

De voldelige påbud i Koranen og Muhammeds voldelige eksempel har slået tonen an for den islamiske opfattelse af politik og af verdenshistorien. Islamisk lærdom deler verden op i to indflydelsessfærer, Islams Hus (Dar al-Islam) og Krigens Hus (Dar al-Harb). Islam betyder underkastelse, og Islams Hus omfatter således de nationer, som har underkastet sig islamisk herredømme, hvilket vil sige de nationer, der er styret af sharialoven. Resten af verden, som ikke har accepteret sharialoven, og således ikke er i en tilstand af underkastelse, lever i en tilstand af oprør eller krig mod Allahs vilje. Det påhviler Dar al-Islam at føre krig mod Dar al-Harb, indtil alle nationer har underkastet sig Allahs vilje og accepteret sharialoven. Islams budskab til den ikke-muslimske verden er det samme nu, som det var på Muhammeds tid og gennem hele historien: Underkast jer eller bliv erobret. De eneste gange siden Muhammeds tid, hvor Dar al-Islam ikke aktivt har ført krig mod Dar al-Harb, var, når den muslimske verden var for svag eller splittet til at føre krig effektivt.

Men pauserne i den vedvarende krig, som Islams Hus har erklæret mod Krigens Hus, er ikke udtryk for, at jihad er opgivet som princip, men afspejler en ændring af strategiske faktorer. Det er acceptabelt for muslimske lande at erklære hudna, eller våbenhvile, på tidspunkter, hvor de vantro nationer er for stærke til, at åben krig giver mening. Jihad er ikke en kollektiv selvmordspagt, selv om der opmuntres til at "dræbe og selv blive dræbt" (sura 9:111) på det individuelle niveau. I de sidste par hundrede år, har den muslimske verden været for politisk fragmenteret og teknologisk underlegen til at udgøre nogen alvorlig trussel mod Vesten. Men dette er ved at ændre sig.

I. Taqiyya – religiøst bedrag

På grund af krigstilstanden mellem Dar al-Islam og Dar al-Harb må ”reuses de guerre”, dvs. systematisk løgn over for de vantro, betragtes som en integreret del af islamisk taktik. Muslimske organisationers papegøjesnak over hele Dar al-Harb om, at "islam er en fredens religion", eller at baggrunden for muslimsk vold ligger i den ubalancerede psyke hos specielle individuelle "fanatikere," skal betragtes som misinformation med det formål, at forlede den vantro verden til at sænke agtpågivenheden. Enkelte muslimer kan selvfølgelig godt betragte deres religion som "fredelig" - men kun hvis de er uvidende om dens egentlige lære, eller hvis de opfatter fred på samme måde som den egyptiske teoretiker Sayyid Qutb, der i sin Islam and Universal Peace fremførte, at sand fred først vil herske i verden, når islam har erobret den.

Et sigende punkt er, at mens det vrimler med muslimer over hele Dar al-Harb, som præsenterer deres religion som fredelig, så er de næsten ikke-eksisterende i Dar al-Islam. En frafalden muslim foreslog mig engang følgende lakmusprøve for vesterlændinge, der tror at islam er en religion for "fred" og "tolerance": Prøv at hævde dette synspunkt på et gadehjørne i Ramallah, eller Riyadh, eller Islamabad, eller hvor som helst i den muslimske verden. Han forsikrede mig om, at man ikke ville leve i fem minutter.

{Et} problem vedrørende lov og orden {med hensyn til muslimer i Dar al-Harb} skyldes et gammelt islamisk juridisk princip, taqiyya, et ord, hvis rod betyder "at forblive tro", men som i realiteten betyder, "forstillelse." Det har fuld koranisk autoritet (3:28 og 16:106) og gør det muligt for muslimen udadtil at være i overensstemmelse med kravene fra uislamiske eller ikke-islamiske styreformer, mens han indvendigt "forbliver tro" mod, hvad han opfatter som sand islam – alt imens han venter på, at strømmen skal vende. (Hiskett, Some to Mecca Turn to Pray, 101.)

Sahih Bukhari, bind 4, bog 52, nummer 269.
Jabir bin Abdullah fortalte:
Profeten sagde: "Krig er bedrag."

Historiske eksempler på taqiyya omfatter tilladelse til at afsværge islam for at redde livet eller at indynde sig hos fjenden. Det er ikke svært at se, at konsekvenserne af taqiyya er lumske ud i det ekstreme: De gør i bund og grund enhver forhandlingsløsning - og, ja, al sanddru kommunikation mellem Dar al-Islam og Dar al-Harb - umulig. Det bør dog ikke være nogen overraskelse, at den ene part i en krig forsøger at vildlede den anden om sine midler og hensigter. Hugh Fitzgerald fra webstedet Jihad Watch opsummerer taqiyya og kitman, en beslægtet form for bedrag, på følgende måde:

"Taqiyya" er den religiøst sanktionerede doktrin, med sin oprindelse i shia-islam, men nu også praktiseret af andre muslimer, om bevidst forstillelse i religiøse spørgsmål, der kan udføres for at beskytte islam og de troende. Et beslægtet udtryk med bredere anvendelse er "kitman", som er defineret som "mental reservation." Et eksempel på "taqiyya" ville være en muslimsk apologets insisteren på, at der "selvfølgelig" er samvittighedsfrihed i islam, hvorefter han citerer Koranens vers - "Der er ingen tvang i religionen." {2:256} Men det indtryk, der gives, er falsk, for der er ikke nævnt noget om den muslimske lære om ophævelse eller naskh, hvorved et tidligt vers som f.eks. "ingen tvang i religionen" er blevet annulleret af senere langt mere intolerante og ondartede vers. Under alle omstændigheder viser historien, at der inden for islam altid har været "tvang i religionen" for muslimer og for ikke-muslimer.

"Kitman" ligger tæt op ad "taqiyya", men består, snarere end af ren forstillelse, i kun at fortælle en del af sandheden med "mental reservation", hvilket retfærdiggør udeladelsen af resten. Et enkelt eksempel rækker: Når en muslim hævder, at "jihad" egentlig betyder "åndelig kamp", og undlader at tilføje, at denne definition er ny i islam (lidt over hundrede år gammel), så vildleder han ved at holde oplysninger tilbage, og praktiserer således "kitman." Når han til støtte for denne tvivlsomme udtalelse påberåber sig den hadith, hvor Muhammed, på vej hjem fra et af sine mange slag, skulle have sagt, at han var vendt tilbage fra "den mindre jihad til den større jihad" og ikke tilføjer, hvad han også ved er rigtigt, at dette er en "svag" hadith, som de mest respekterede muhaddithin mener har tvivlsom autenticitet, så praktiserer han yderligere "kitman."

I tider, hvor Dar al-Harbs større styrke nødvendiggør, at jihad tager indirekte metoder i brug, må en muslims naturlige indstilling til den vantro verden være præget af bedrag og udeladelse. Ærligt at afsløre Dar al-Islams ultimative mål, at erobre og udplyndre Dar al-Harb, når sidstnævnte holder det militære trumfkort, ville være strategisk idioti. Heldigvis for jihadisterne forstår de fleste vantro ikke, hvordan man skal læse Koranen, og de besværer sig heller ikke med at finde ud af, hvad Muhammed rent faktisk gjorde og lærte, hvilket gør det nemt at give indtryk af - gennem selektive citater og udeladelser - at "islam er en fredens religion." Enhver vantro, som ønsker at tro på den slags fiktion, vil lykkeligt fastholde sin vildfarelse, når blot han præsenteres for en håndfuld mekkanske vers og får fortalt, at Muhammed var en mand af stor fromhed og næstekærlighed. Men det rækker at grave blot en lille smule dybere for at afsløre løgnen.

d. Jihad gennem historien

I 622 e.Kr. (år 1 i den islamiske kalender, 1 AH), forlod Muhammed Mekka og drog til byen Medina (Yathrib) omkring 200 km længere mod nord på Den Arabiske Halvø. I Medina etablerede Muhammed en paramilitær organisation, der skulle komme til at sprede hans og hans religions indflydelse ud over hele Arabien. Fordi der aldrig har været nogen adskillelse mellem det politisk-militære og det religiøse i islam, var denne udvikling, efter islamiske principper, helt naturlig. Ved tidspunktet for hans død i 632 e.Kr. havde Muhammed, gennem en række overfald og slag, udvidet sin kontrol over det meste af det sydlige Arabien. De besejrede befolkninger i disse områder måtte enten underkaste sig muslimsk herredømme og betale en beskyttelsesskat eller konvertere til islam.

I. Den første store bølge af jihad: Araberne, 622-750 e.Kr.

Nær slutningen af sit liv, sendte Muhammed breve til de store riger i Mellemøsten og krævede deres underkastelse under hans autoritet. Dette fjerner enhver tanke om, at Profeten havde til hensigt at begrænse islams ekspansion til Arabien. Faktisk er det kun logisk, at den eneste sande religion, åbenbaret til den endelige og fulde profet, bør have universel magt. Som Muhammed havde bekæmpet og undertvunget folkene på Den Arabiske Halvø, således bekæmpede og undertvang hans efterfølgere Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali (kendt som "de fire retledte kaliffer") og andre kaliffer folkene i Mellemøsten, Afrika, Asien og Europa i Allahs navn.

Sahih Bukhari, bind 4, bog 53, nummer 386.
Jubair bin Haiya fortalte:
Umar {den anden kalif} sendte muslimerne til de store lande for at bekæmpe hedningerne. (…) Da vi nåede fjendens land, kom repræsentanten for Khosrau {Persien} ud med fyrre tusinde krigere, og en tolk kom frem og sagde: "Lad en af jer tale til mig!" Al-Mughira svarede: (…) "Vores Profet, vor Herres Budbringer, har befalet os at bekæmpe jer indtil I tilbeder Allah alene eller betaler jizya (dvs. skat); og vores Profet har fortalt os, at vor Herre siger: ”Enhver iblandt os, der bliver dræbt (dvs. gjort til martyr), skal komme i Paradis og leve et så luksuriøst liv, som han aldrig har set, og enhver iblandt os, der stadig er i live, skal blive jeres herre."

Ved at udløse den tids lynkrig over verden, spredtes islam hurtigt ind i byzantinske, persiske og vesteuropæiske områder i årtierne efter Muhammeds død. De knirkende byzantinske og persiske magter, der havde bekriget hinanden ud i gensidigt forfald, gjorde ikke megen modstand mod dette uventede stormløb. De arabisk-muslimske hære stormede ind i Det Hellige Land, erobrede hvad der i dag er Irak og Iran, fejede så mod vest henover Nordafrika, ind i Spanien, og til sidst ind i Frankrig. Den muslimske offensiv blev til sidst standset i Vesten i slaget ved Poitiers/Tours, ikke langt fra Paris, i 732 e.Kr. Mod øst trængte jihad langt ind i Centralasien.

Som Muhammed havde plyndret sine fjender, således rippede hans efterfølgere også de erobrede områder - uendeligt rigere både materielt og kulturelt end Arabiens øde sandørkener - for deres rigdom og arbejdskraft. Næsten fra den ene dag til den anden måtte de mere avancerede civilisationer i Mellemøsten, Nordafrika, Persien, og Iberia se deres landbrug, stedlige religioner og befolkninger blive ødelagt eller plyndret. Bortset fra en håndfuld befæstede byer, som det lykkedes at forhandle betingede overgivelser, var katastrofen for disse lande næsten komplet.

Bat Ye'or, den førende forsker i islams ekspansion og behandling af ikke-muslimer, har ydet en uvurderlig indsats ved at samle og oversætte en lang række primære kildedokumenter, der beskriver århundreders islamisk erobring. Hun har indlemmet disse dokumenter i sine værker om islamisk historie og ikke-muslimers vanskelige situation under islamisk styre. I historien om jihad er nedslagtning af civile, vanhelligelse af kirker og udplyndring af landområderne det normale. Her følger Michael Syrerens beretning om den muslimske invasion af Kappadokien (det sydlige Tyrkiet) i 650 e.Kr. under kalif Umar:

(…) da Muawiya {den muslimske øverstbefalende} ankom {til Euchaita i Armenien} beordrede han alle indbyggerne sat under sværdet; han satte vagter op, så ingen undslap. Efter at have indsamlet al rigdom i byen, begyndte de at torturere lederne for at få dem til at vise dem ting [skatte], der var blevet skjult. Taiyaye’erne {de muslimske arabere} gjorde alle til slaver - mænd, kvinder, drenge og piger - og de begik mange udskejelser i denne ulykkelige by: Ondskabsfuldt begik de usædelighed inde i kirker. De vendte tilbage til deres land i jubel. (Michael Syreren, citeret i Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity under Islam, s. 276-7.)

Nedenstående beskrivelse, givet af den muslimske historiker Ibn al-Athir (1160-1233 e.Kr.), af razziaer (plyndringstoger) i det nordlige Spanien og Frankrig i det ottende og niende århundrede e.Kr., udtrykker lutter tilfredshed over omfanget af de ødelæggelser, som de vantro, herunder nonkombattanter, blev udsat for.

I 177 <17. april 793> sendte Hisham, prins af Spanien, en stor hær under kommando af Abd al-Malik b. Abd al-Wahid b. Mugith ind på fjendens territorium, og foretog plyndringstogter så langt væk som til Narbonne og Jaranda <Gerona>. Denne general angreb først Jaranda, hvor der var en frankisk elitegarnison; han dræbte de tapreste, ødelagde byens mure og tårne og formåede næsten at indtage den. Derpå marcherede han videre til Narbonne, hvor han gentog de samme handlinger, hvorpå han, på vejen fremad, trådte Cerdagne {nær Andorra i Pyrenæerne} under fode. I flere måneder gennemstrejfede han dette land i alle retninger, voldtog kvinder, dræbte krigere, ødelagde fæstninger, afbrændte og plyndrede alt, drev fjenden tilbage, så den flygtede i uorden. Han vendte tilbage i god behold, og slæbte bag sig, Gud alene ved hvor meget bytte. Dette er en af muslimernes mest berømte ekspeditioner i Spanien. (…)
I 223 <2. december 837> sendte Abd ar-Rahman b. al Hakam, Spaniens hersker, en hær mod Alava; den slog lejr nær Hisn al-Gharat, som den belejrede; den tog det bytte, der blev fundet der, dræbte beboerne og trak sig tilbage, mens den tog kvinder og børn med som fanger.
I 231 <6. september 845>, rykkede en muslimsk hær ind på de vantros territorium i Galicien, hvor den plyndrede og massakrerede alle. (…)
I 246 <27. marts 860> rykkede Muhammed b. Abd ar-Rahman frem med mange tropper og et stort militært apparat mod Pamplona-regionen. Han undertvang, ødelagde og hærgede dette område, hvor han plyndrede og såede død. (Ibn al-Athir, Annales, citeret i Bat Ye'or: The Decline of Eastern Christianity under Islam, s. 281-2)

Denne første bølge af jihad opslugte store dele af de byzantinske, visigotiske, frankiske, og persiske imperier og efterlod det nyfødte islamiske imperium med kontrol over områder, der strakte sig fra det sydlige Frankrig, sydpå gennem Spanien, mod øst over Nordafrika til Indien, og nordpå til Rusland. Tidligt i det andet årtusinde e.Kr. blev det islamiske imperium stærkt svækket af den mongolske invasion fra øst, som satte en stopper for den arabiske dominans dér.

II. Den anden store bølge af jihad: Tyrkerne, 1071-1683 e.Kr.

Omkring femogtyve år før den første korstogshær drog ud fra det centrale Europa mod Det Hellige Land, begyndte de tyrkiske (osmanniske [det var faktisk seljukiske, o.a.]) hære et angreb på det kristne byzantinske rige, der havde hersket over, hvad der nu er Tyrkiet, siden det romerske imperiums hovedstad blev flyttet til Konstantinopel i 325 e. Kr. I slaget ved Manzikert i 1071, led de kristne styrker et katastrofalt nederlag, som efterlod en stor del af Anatolien (Tyrkiet) åben for invasion. Denne anden bølge af jihad blev midlertidigt holdt stangen af de invaderende latinske hære under korstogene (se kapitel 4. Ofte stillede spørgsmål), men ved begyndelsen af det 14. århundrede var tyrkerne nået frem til at true Konstantinopel og Europa selv.

I Vesten tvang romersk-katolske hære lidt efter lidt de muslimske styrker ned gennem den iberiske halvø, indtil de i 1492 blev endeligt fordrevet (Reconquistaen). Men i Østeuropa var islam stadig på vej frem. Et af de mest betydningsfulde træfninger mellem de invaderende muslimer og de oprindelige folk i regionen var Slaget om Kosovo i 1389 [Slaget på Solsortesletten, o.a.], hvor tyrkerne tilintetgjorde en multinational hær under den serbiske konge, St. Lazar; men tempoet for deres videre indtrængen i Europa blev alligevel sat betydeligt ned. Efter talrige forsøg på erobring, der går tilbage til det syvende århundrede, faldt Konstantinopel, den østlige kristendoms juvel, endeligt i 1453 for Sultan Mahomet II’s hære. For ikke at henføre grusomhederne under den første bølge af jihad til gerningsmændenes ”arabiskhed”, så viste tyrkerne, at de fuldt ud var i stand til at leve op til principperne i Koranen og sunna. Paul Fregosi beskriver i sin bog, Jihad den scene, der fulgte efter det endelige angreb på Konstantinopel:

Flere tusinde af de overlevende havde søgt tilflugt i domkirken: Adelige, tjenere, almindelige borgere, deres koner og børn, præster og nonner. De låste de store døre, bad, og ventede. {Kalif} Mahomet {II} havde givet tropperne frie hænder. De voldtog naturligvis, nonnerne blive de første ofre, og slagtede. Mindst fire tusinde blev dræbt, før Mahomet stoppede massakren ved middagstid. Han gav en muezzin {en person, der kalder til bøn} ordre til at gå op på prædikestolen i St. Sophia og dedikere bygningen til Allah. Den har været en moské lige siden. Halvtreds tusinde af indbyggerne, mere end halvdelen af befolkningen, blev samlet sammen og ført bort som slaver. I flere måneder efter var slaver den billigste vare på markederne i Tyrkiet. Mahomet bad om at få liget af den døde kejser bragt hen til sig. Nogle tyrkiske soldater fandt det i en bunke lig og genkendte Konstantin {XI} på de gyldne ørne, der var broderet på hans støvler. Sultanen beordrede hans hoved skåret af og placeret mellem hestens ben under rytterstatuen af kejser Justinian. Hovedet blev senere balsameret og sendt rundt til de vigtigste byer i Osmannerriget til fornøjelse for borgerne. Dernæst gav Mahomet ordre til at få storhertug Notaras, som havde overlevet, bragt til sig, og spurgte ham om navne og adresser på alle de ledende adelige, embedsmænd og borgere, hvilket Notaras gav ham. Han fik dem alle anholdt og halshugget. På sadistisk vis købte han højt rangerende fanger, som var gjort til slaver, fra deres ejere {dvs. muslimske hærførere}, for at have den fornøjelse, at se dem halshugget foran sig. (Fregosi, Jihad, s. 256-7.)

Denne anden, tyrkiske bølge af jihad nåede sin største udstrækning ved de fejlslagne belejringer af Wien i 1529 og 1683, hvor, i det sidste tilfælde, den muslimske hær under Kara Mustapha blev slået tilbage af romerske katolikker under ledelse af den polske konge, Jan Sobieski. I årtierne, der fulgte, blev osmannerne drevet tilbage ned gennem Balkan, selv om de aldrig helt blev fordrevet fra det europæiske kontinent. Selv om den imperiale jihad snublede, fortsatte muslimske land- og sø-razziaer ind i kristne områder, og kristne blev bortført til slaveri fra så fjerntliggende lande som Irland i det 19. århundrede.

e. Dhimmaen

Islams forfølgelse af ikke-muslimer er på ingen måde begrænset til jihad, selvom dette er det grundlæggende forhold mellem den muslimske og ikke-islamiske verden. Efter at jihad er afsluttet i et givet område med erobringen af de vantros territorium, kan en dhimma, eller beskyttelsestraktat, gives til de erobrede "Bogens Folk" – historisk: jøder, kristne, og zoroastriere. Dhimmaen bestemmer, at de vantros liv og ejendom fritages for jihad, så længe de muslimske herskere tillader det, hvilket generelt har betydet, så længe de ikke-muslimske undersåtter - dhimmierne – har været økonomisk nyttige for den islamiske stat. Koranen pointerer betalingen af jizya (hovedskat; sura 9:29), som er den mest iøjnefaldende måde, hvorpå de muslimske overherrer udnytter dhimmierne. Men jizya er ikke kun økonomisk i sin funktion; den er også til for at ydmyge dhimmien og indprente ham islams overlegenhed. Al-Maghili, en muslimsk teolog fra det femtende århundrede, forklarer:

På dagen for betaling {af jizya} skal de {dhimmierne} samles på et offentligt sted som suq’en {markedspladsen}. Der skal de stå og vente på det laveste og mest beskidte sted. De fungerende embedsmænd, der repræsenterer loven, skal placeres over dem og indtage en truende attitude, så det virker på dem, såvel som på andre, som om vores formål er at fornedre dem ved at tage deres ejendele. De vil forstå, at vi <igen> gør dem en tjeneste ved at acceptere jizyaen fra dem, og <således> lade dem gå fri. (Al-Maghili, citeret i Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity under Islam, s. 361.)

Islamisk lov kodificerer forskellige andre restriktioner for dhimmien, som alle afledes af Koranen og sunna. Flere hundrede års islamisk tænkning om den rette behandling af dhimmi-folkene er sammenfattet af Al-Damanhuri, leder i det syttende århundrede af al-Azhar universitetet i Cairo, det mest prestigefyldte lærdomscenter i den muslimske verden:

... ligesom dhimmierne har forbud mod at bygge kirker, er også andre ting forbudt for dem. De må ikke hjælpe en vantro mod en muslim (…) hæve korset i en islamisk forsamling (…) fremvise bannere på deres egne helligdage; bære våben (...) eller opbevare dem i deres hjem. Hvis de gør noget af den slags, skal de straffes, og våbnene beslaglægges. (...) Ledsagerne [af Profeten] aftalte disse punkter for at demonstrere de vantros fornedrelse og for at beskytte den svagt troendes tro. For hvis han ser dem ydmyget, vil han ikke blive tiltrukket af deres tro, hvilket ikke gælder, hvis han ser dem ved magten, i stolthed, eller iført luksuriøs klædedragt; for alt dette tilskynder ham til at agte og respektere dem, i betragtning af hans egen nød og elendighed. Men agtelse for den ikke-troende er vantro. (Al-Damanhuri, citeret i Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity under Islam, s. 382.)

De kristne, jødiske og zoroastriske folk i Mellemøsten, Nordafrika og store dele af Europa led i århundreder under dhimmaens undertrykkende indskrænkninger. Disse dhimmi-folks status svarer på mange måder til de tidligere slavers stilling i de amerikanske sydstater efter borgerkrigen. Da de var forbudt at bygge gudshuse eller reparere de eksisterende, var økonomisk invaliderede af jizya, var socialt ydmygede og juridisk diskriminerede, og generelt fastholdt i en permanent tilstand af svaghed og sårbarhed af de muslimske overherrer, er det ikke overraskende, at deres antal svandt ind, mange steder til grænsen af uddøen. Det generelt misforståede forfald af den islamiske civilisation i løbet af de sidste flere århundreder kan let forklares ved den demografiske nedgang af dhimmi-befolkningerne, der havde været hovedkilderne til den tekniske og administrative kompetence.

Skulle dhimmien overtræde betingelserne i dhimmaen - måske ved at praktisere sin egen religion på en indiskret måde, eller ved ikke at vise passende respekt for en muslim - så blev jihad genoptaget. På forskellige tidspunkter i islamisk historie hævede dhimmi-befolkningerne sig op over deres undergivne status, og dette gav ofte anledning til voldelige repressalier, udført af de muslimske befolkninger, som mente, at de havde overtrådt vilkårene i dhimmaen. Middelalderens Andalusien (det mauriske Spanien) er ofte af muslimske apologeter blevet fremhævet som en slags multikulturelt eventyrland, hvor jøder og kristne, af det islamiske styre, var blevet tilladt at stige i graderne indenfor lærdom og offentlig administration. Hvad vi ikke får at vide er imidlertid, at disse lempelser af restriktionerne resulterede i omfattende muslimske optøjer, hvor hundredvis af dhimmier blev dræbt, hovedsagelig jøder. Ved at nægte at konvertere til islam og bryde med dhimmaens traditionelle indskrænkninger havde dhimmien (også selv om det skete på foranledning af det islamiske styre, som havde brug for dygtig arbejdskraft) implicit valgt den eneste anden mulighed, der er tilladt af Koranen: døden.

f. Jihad i moderne tid

Efter nederlaget ved Wiens mure i 1683, gik islam ind i en periode med strategisk tilbagegang, hvor den blev mere og mere domineret af de opstigende europæiske kolonimagter. På grund af dens materielle svaghed overfor Vesten, var Dar al-Islam ikke i stand til at udføre storstilede militære kampagner ind på vantro territorium. Det islamiske imperium, på det tidspunkt styret af de osmanniske tyrkere, måtte nøjes med at afværge de stadigt mere aggressive europæiske magter.

I 1856 tvang vestligt pres den osmanniske regering til at ophæve dhimmaen, som imperiets ikke-muslimske undersåtter led under. Dette gav hidtil ukendte muligheder for social og personlig forbedring for de tidligere dhimmier, men fremkaldte også harme blandt ortodokse muslimer, der så dette som en krænkelse af sharia og deres Allah-givne overlegenhed i forhold til de vantro.

Ved slutningen af det 19. århundrede brød spændinger blandt imperiets europæiske undersåtter ud i det åbne, da den osmanniske regering massakrerede 30.000 bulgarerne i 1876 for angiveligt at have gjort oprør mod det osmanniske styre. Efter vestlig intervention, der resulterede i bulgarsk uafhængighed, blev den osmanniske regering og dens muslimske undersåtter stadig mere nervøse for, at andre ikke-muslimske grupper ville søge uafhængighed.

Det var i denne atmosfære, at den første fase af det armenske folkemord fandt sted i 1896 med nedslagtningen af omkring 250.000 armeniere. Både civile og militært personel tog del i massakrerne. Peter Balakian dokumenterer i sin bog, The Burning Tigris, hele den rædselsvækkende historie. Men massakrerne i 1890'erne kun var forspillet til den meget større holocaust i 1915, der kostede omkring 1,5 million mennesker livet. Skønt forskellige faktorer bidrog til nedslagtningen, er der ingen tvivl om, at massakrerne var intet andet end en jihad ført mod armenierne, der ikke længere var beskyttet af dhimmaen. I 1914, da Det Osmanniske Rige trådte ind i 1. Verdenskrig på Centralmagternes side, blev en officiel anti-kristen jihad proklameret.

For at fremme ideen om jihad opfordrede proklamationen, udsendt af sheikh-ul-Islam {den øverste religiøse leder i det osmanniske rige}, den muslimske verden til at rejse sig og massakrere dens kristne undertrykkere. "Åh muslimer," sagde dokumentet, "I, der er grebet af lykke og er på nippet til at ofre jeres liv og jeres gode for rettens sag, og for at trodse farer, slut nu op omkring den kejserlige trone." I Ikdam, den tyrkiske avis, der netop var overgået til tysk ejerskab, blev ideen om jihad understreget: "Vore fjenders gerninger har nedkaldt Guds vrede. Et glimt af håb er kommet til syne. Alle muhamedanere, unge og gamle, mænd, kvinder og børn skal opfylde deres pligt. (…) Hvis vi gør det, er befrielsen af de undertvungne muhamedanske riger sikker." (…) "Den, som dræber blot én ikke-troende," står der i et flyveskrift, "blandt dem, der regerer over os, vil, lige meget om han gør det hemmeligt eller åbenlyst, blive belønnet af Gud." (citeret i Balakian, The Burning Tigris, s. 169-70.)

Den anti-kristne jihad kulminerede i 1922 i Smyrna ved Middelhavskysten, hvor 150.000 græske kristne blev massakreret af den tyrkiske hær, mens vidner på allierede krigsskibe så passivt til. Fra 1896-1923 blev alt i alt omkring 2,5 millioner kristne dræbt, det første moderne folkemord, hvilket den dag i dag bliver benægtet af den tyrkiske regering.

Siden opløsningen af det islamiske imperium efter 1. Verdenskrig, er forskellige jihad-kampagner blevet udkæmpet rundt omkring i verden af de uafhængige muslimske nationer og af sub-statslige jihad-grupper. Den mest vedholdende indsats har været rettet mod Israel, der har begået den utilgivelige synd at genopbygge Dar al-Harb på områder, der tidligere var en del af Dar al-Islam. Af andre fremtrædende jihad-kampagner kan nævnes kampen mod de sovjetiske styrker i Afghanistan, de muslimske bosnieres kamp mod serberne i det tidligere Jugoslavien, de muslimske albaneres kamp mod serberne i Kosovo, og tjetjeneres kamp mod russerne i Kaukasus. Jihad-kampagner har også været ført over hele Nordafrika, i Filippinerne, Thailand, Kashmir og en række andre steder i verden. Desuden er det overvældende flertal af terrorangreb rundt omkring i verden blevet begået af muslimer, herunder naturligvis de spektakulære angreb af 9/11/01 (USA), 3/11/04 (Spanien), og 7/7/05 (UK). (For en mere omfattende liste af muslimske angreb, besøg www.thereligionofpeace.com.)

Faktum er, at procentdelen af konflikter i verden i dag, hvor islam ikke er indblandet, er temmelig lille. Islam er ved at gøre comeback.

3. Konklusion

Den vigtigste barriere i dag mod en bedre forståelse af islam - bortset måske fra direkte frygt - er et sjusket sprog. Lad os tage, til at begynde med, den højt besungne "krig mod terror." Ved nøjere undersøgelse giver udtrykket ”krig mod terror" ligeså lidt mening som en krig mod "blitzkrieg", "kugler," eller "strategiske bombardementer." Udtrykket "krig mod terror" indebærer, at det er helt fint, hvis fjenden forsøger at ødelægge os - og, ja, hvis det lykkes at gøre det - så længe han ikke anvender "terror" i processen.

Det burde være indlysende, at "terrorisme" er en taktik eller krigslist, der bruges til at fremme et mål; det er målet for den islamiske terrorisme, vi skal lære at forstå, og det kræver logisk en forståelse af islam.

I modsætning til den udbredte insisteren på, at sand islam er fredelig, selv om en håndfuld af dens tilhængere er voldelige, så gør de islamiske kilder det klart, som vi har set det, at udøvelse af vold mod ikke-muslimer er et centralt og uundværligt princip i islam. Islam er mindre en personlig tro end en politisk ideologi, der befinder sig i en fundamental og permanent tilstand af krig mod ikke-islamiske civilisationer, kulturer og individer. De islamiske hellige tekster skitserer et socialt, statsligt og økonomisk system for hele menneskeheden. De kulturer og mennesker, der ikke underkaster sig islamisk styre, befinder sig i en ipso facto tilstand af oprør mod Allah og skal bringes til underkastelse med magt. Det elendige udtryk "islamofascisme" er helt overflødigt: Islam er i sig selv en form for fascisme, der kun opnår sin fulde og sande form, når den overtager statens magt.

De spektakulære tilfælde af islamisk terrorisme i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede er blot de seneste udtryk for en global erobringskrig, som islam har ført siden profeten Muhammeds dage i det 7. århundrede e.Kr., og som fortsætter med stormskridt i dag. Dette er den enkle, ubehagelige sandhed, som verden i dag har fået smidt i ansigtet - og som den har fået smidt i ansigtet flere gange tidligere - men som tilsyneladende kun få i dag er villige til at se i øjnene.

Det er vigtigt at forstå, at vi har talt om islam - ikke om islamisk "fundamentalisme", "ekstremisme", "fanatisme", "islamofascisme" eller "islamisme", men om sand islam, islam i dens ortodokse form, som den er blevet forstået og praktiseret af rettroende muslimer fra Muhammeds tid til i dag. Den voksende islamiske terrorisme i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede er i vid udstrækning forårsaget af de geostrategiske ændringer efter afslutningen af den kolde krig og de voksende tekniske muligheder, til rådighed for terrorister.

Med sammenbruddet af det sovjetiske herredømme over det meste af den muslimske verden, kombineret med den voksende velstand i de muslimske olieproducerende lande, kommer den muslimske verden i stigende grad i besiddelse af friheden og midlerne til at støtte jihad over hele verden. Kort sagt: Grunden til at muslimer endnu en gang fører krig mod den ikke-muslimske verden, er, at de kan.

Det er afgørende at gøre sig klart, at selv om der ikke nogensinde igen skulle forekomme større terrorangreb på vestlig jord, så udgør islam stadig en dødelig trussel mod Vesten. Et stop for terrorisme ville blot betyde en ændring i islams taktik – måske i retning af en mere langsigtet strategi, der, gennem muslimsk indvandring og højere fødselstal, vil bringe islam tættere på sejren, inden den næste runde af vold. Det kan ikke understreges stærkt nok, at mens muslimsk terrorisme er et udtryk for islam, som kan stige eller falde i intensitet, så forbliver islams fjendtlighed grundlæggende den samme.

Muhammad Taqi Partovi Samzevari opsummerer i sin “Future of the Islamic Movement” (1986) det islamiske verdenssyn:

Vores egen profet (…) var en general, en statsmand, en administrator, en økonom, en jurist og en førsteklasses leder samlet i én person. (…) I Koranens historiske vision må Allahs støtte og folkets revolutionære kamp smelte sammen, således at sataniske herskere bliver sat fra magten og slået ihjel. Et folk, der ikke er rede til at dræbe og selv blive dræbt for at skabe et retfærdigt samfund, kan ikke forvente nogen støtte fra Allah. Den almægtige har lovet os, at den dag vil komme, hvor hele menneskeheden vil leve forenet under islams banner, hvor halvmånens tegn, Muhammeds symbol, vil herske overalt. (...) Men denne dag må fremskyndes gennem vores jihad, gennem vor villighed til at ofre vore liv og udgyde det urene blod af dem, der ikke kan se lyset, bragt fra himlen af Muhammed i hans miraj {natlige himmelfærd til Allahs ”hof"}. (...) Det er Allah, der giver os pistolen i hånden. Men vi kan ikke forvente, at Han skal trykke på aftrækkeren, blot fordi vi er for frygtsomme.

Det skal understreges, at hele den analyse, der er givet her, bygger på de islamiske kilder selv, og ikke er et produkt af vestlig kritisk videnskab. (Faktisk er det meste af den moderne vestlige islamforskning næppe "kritisk" i nogen meningsfuld forstand.) Det er islams egen selv-fortolkning, som nødvendiggør og forherliger vold, ikke nogen fremmed fortolkning af den.

4. Ofte stillede spørgsmål

Der er en håndfuld spørgsmål, der uvægerligt opstår, når det synspunkt hævdes, at islam er voldelig. Disse spørgsmål er for det meste vildledende eller irrelevante og bestrider ikke de faktiske beviser eller argumenter om, at vold er uløseligt forbundet med islam. Ikke desto mindre har de vist sig retorisk effektive til at afbøje alvorlig undersøgelse fra islam, så derfor behandler jeg nogle af dem her.

a. Hvad med korstogene?

Det indlysende svar på dette spørgsmål er: "Nå, hvad med dem?" Vold begået i andre religioners navn er logisk uden forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt islam er voldelig. Men ved at nævne korstogene, håber islam-apologeten at kunne trække opmærksomheden væk fra den islamiske vold og give religioner i almindelighed den moralsk samme værdi.

I både den vestlige akademiske verden og i medierne såvel som i den islamiske verden, bliver korstogene set som angrebskrige udkæmpet af blodtørstige kristne mod fredelige muslimer. Selvom korstogene bestemt var blodige, er det rigtigere at se dem som en forsinket vestlig reaktion på århundreders jihad end som et uprovokeret, ensidigt angreb. Muslimsk herredømme i Det Hellige Land begyndte i anden halvdel af det 7. århundrede under den arabiske bølge af jihad med erobringerne af Damaskus og Jerusalem af den anden "retledte kalif," Umar. Efter den indledende blodige jihad, blev kristne og jødiske liv tolereret dér indenfor dhimmaens restriktioner, og de muslimske arabere gav i almindelighed kristne fra udlandet lov til fortsat at foretage pilgrimsrejser til deres hellige steder, en praksis, der viste sig lukrativ for den muslimske stat. I det 11. århundrede blev den forholdsvis milde arabiske administration af Det Hellige Land erstattet af seljuk-tyrkernes styre, hvilket skyldtes borgerkrigen i det islamiske imperium. Gennem hele den sidste halvdel af det 11. århundrede førte tyrkerne krig mod det kristne Byzantinske Rige og pressede det tilbage fra dets højborge i Antiokia og Anatolien (nu Tyrkiet). I 1071 led de byzantinske styrker et knusende nederlag i slaget ved Manzikert i det nuværende østlige Tyrkiet. Tyrkerne genoptog jihad i Det Hellige Land, hvor de mishandlede, plyndrede, slavebandt og dræbte de kristne både dér og hele Lilleasien. De truede med at afskære kristenheden fra dens helligste sted, Gravkirken i Jerusalem, genopbygget under byzantinsk ledelse, efter at den var blevet ødelagt af kalif al-Hakim bi-Amr Allah i 1009.

Det var i denne sammenhæng med fornyet jihad i Mellemøsten, at den romerske pave, Urban II, i 1095 udsendte et kald til de vestlige kristne om at komme deres østlige fætre og kusiner til hjælp (og samtidig synes at have næret et håb om, at kunne hævde Jerusalem for pavedømmet efter Det Store Skisma med den østlige kristendom i 1054). Denne "væbnede pilgrimsfærd", i hvilken mange civile såvel som soldater deltog, skulle år senere blive kendt som det første korstog. Tanken om et "korstog", som vi nu forstår dette begreb, dvs. som en kristen "hellig krig", udvikledes først år senere med fremkomsten af organisationer som Tempelridderne, der gjorde "korstog" til en livsform. Det er værd at bemærke, at de mest glødende korsfarere, frankerne, netop var dem, der havde stået over for jihad og razziaer i århundreder langs den fransk-spanske grænse, og bedre end de fleste vidste besked med de rædsler, som muslimer udsatte kristne for. På tidspunktet for det første korstog, var befolkningerne i Lilleasien, Syrien og Palæstina, skønt styret af muslimer, stadig overvejende kristne. De vestlige kristne hæres "korsfarer"-kampagner blev retfærdiggjort som en befrielseskrig for de østlige kristne, hvis befolkning, jord, og kultur var blevet lagt øde af århundreders jihad og dhimmitude. Idéen om at erobre land for Gud på samme måde som under jihad var fremmed for kristendommen, og det burde ikke være overraskende, at den til sidst døde bort i Vesten, og aldrig fik indflydelse i Østen.

Efter de latinske hæres meget blodige erobring af Jerusalem i 1099 og etableringen af korsfarerstater i Edessa, Antiokia og Jerusalem, kæmpede de muslimske og kristne styrker en serie krige, hvor begge parter var skyldige i det sædvanlige omfang af umoralitet i krigstid. Med tiden, selv med forstærkende korstog fra Europa, bukkede korsfarerstaterne, trukket ud ad lange usikre kommunikationslinjer, langsomt under for den overlegne muslimske magt. I 1271 faldt det sidste kristne citadel, Antiokia, til muslimerne. Da muslimerne nu ikke længere skulle bruge styrker til at betvinge det kristne brohoved i det østlige Middelhav, omgrupperede de sig og begyndte en 400 år lang jihad mod Syd- og Østeuropa, som to gange nåede så langt som til Wien, før den blev stoppet. I geostrategiske vendinger, kan korstogene ses som et forsøg fra Vesten side på at forhindre sin egen undergang som ofre for islamisk jihad ved at føre kampen over i fjendens lejr. Det virkede for et stykke tid.

Mens Vesten nu i nogen tid har beklaget korstogene som en fejl, er det betegnende, at der aldrig, fra nogen seriøs islamisk autoritets side, har været udtrykt beklagelse over de århundrede efter århundrede med jihad og dhimmitude, begået mod andre samfund. Men det er næppe overraskende: Mens religiøs vold er i modstrid med kristendommens grundlæggende principper, er religiøs vold kodet ind i selve islams DNA.

b. Hvis islam er voldelig, hvorfor er mange muslimer så fredelige?

Dette spørgsmål er lidt som at spørge: "Hvis kristendommen lærer ydmyghed, tolerance og tilgivelse, hvorfor er mange kristne så arrogante, intolerante, og hævngerrige?" Svaret i begge tilfælde er indlysende: I enhver religion eller ideologi vil der være mange, der bekender, men ikke praktiserer, dens læresætninger. Ligesom det ofte er lettere for en kristen at slå igen, spille helligere end hellig eller foragte andre, så er det ofte lettere for en muslim at blive hjemme end at kaste sig ud i jihad. Der er hyklere overalt.

Desuden er der også folk, der i vireligheden ikke rigtig forstår deres egen tro, og derfor handler udenfor de foreskrevne rammer. I islam er der sandsynligvis mange muslimer, der ikke rigtig forstår deres religion takket være den betydning, der tillægges dette at recitere Koranen på arabisk, uden at behøve at forstå det. Det er ordene og lydene fra Koranen, som tiltrækker Allahs barmhjertige opmærksomhed snarere end den bedendes forståelse af teksten. Især i Vesten vil herboende muslimer sandsynligvis være tiltrukket af vestlige måder at gøre tingene på (hvilket forklarer, hvorfor de er her) og være mindre tilbøjelige til at handle voldeligt mod det samfund, som de måske er flygtet til, fra islamisk tyranni et sted i udlandet.

Men efterhånden som islam slår bedre rod i enhver given social sammenhæng – med et stigende antal tilhængere, opførelse af flere moskeer og "kulturcentre" osv. - vil sandsynligheden være større for, at nogle af dens tilhængere vil tage dens voldelige forskrifter alvorligt. Dette er problemet, som Vesten står over for i dag.

c. Hvad med de voldelige passager i Bibelen?

For det første - voldelige passager i Bibelen er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt islam er voldelig eller ikke.

For det andet - de voldelige passager i Bibelen kan bestemt ikke gøre det ud for en stående ordre til at begå vold mod resten af verden. I modsætning til Koranen, er Bibelen en stor samling dokumenter, skrevet af forskellige personer på forskellige tidspunkter i forskellige sammenhænge, hvilket giver mulighed for langt større frihed i fortolkningen. Koranen, på den anden side, kommer udelukkende fra én kilde: Muhammed. Det er gennem Muhammeds liv, Koranen skal forstås, som Koranen selv siger det. Hans krige og drab både afspejler og giver menig til Koranen. Desuden betyder den strenge bogstavtro læsning af Koranen, at der ikke er plads til fortolkning, når det kommer til dens voldelige påbud. Ligesom det er gennem ”Fredsfyrsten” Jesu Kristi eksempel, at kristendommen fortolker sine skrifter, således er det gennem krigsherren og despoten Muhammeds eksempel, at muslimer forstår Koranen.

d. Kunne en islamisk "reformation" pacificere islam?

Som det burde være indlysende for enhver, der har undersøgt de islamiske kilder, så ville dette at tage volden fra islam kræve, at to ting blev kastet over bord: Koranen som Allahs ord, og Muhammed som Allahs profet. Med andre ord ville en fredeliggørelse af islam kræve, at den blev omdannet til noget, den ikke er. Den vestlige kristne reformation, der ofte bruges som eksempel, var et forsøg (vellykket eller ej) på at genvinde kristendommens inderste væsen, nemlig Kristi og apostlenes eksempel og lære. At forsøge at finde tilbage til Muhammeds eksempel, ville få meget anderledes konsekvenser. Således kan man sige, at islam i dag er på vej gennem sin egen "reformation" med den stigende jihad-aktivitet over hele verden. I dag gør muslimer af salafi-skolen (af al-salaf: forfædrene) præcis dette ved at fokusere på Muhammeds og hans tidlige efterfølgeres liv. Disse reformatorer kendetegnes af deres modstandere med det nedsættende udtryk ”wahhabi”. Da de henter deres inspiration fra Muhammed og Koranen, er de altid tilbøjelige til brug af vold. Den ulykkelige kendsgerning er, at islam i dag er, hvad den har været i fjorten århundreder: Voldelig, intolerant og ekspansiv. Det er tåbeligt at tro, at vi i løbet af nogle få år eller årtier vil kunne ændre en fremmed civilisations grundlæggende verdenssyn. Islams voldelige natur skal accepteres som givet; først da vil vi være i stand til at komme op med passende politiske svar, der kan forbedre vores chancer for at overleve.

e. Hvad med historien om vestlig kolonialisme i den islamiske verden?

Efter den osmanniske hærs nederlag uden for Wien den 11. september 1683 til polske styrker, gik islam ind i en periode med strategisk tilbagegang, hvor den blev helt domineret af de europæiske magter. En stor del af Dar al-Islam blev koloniseret af europæiske magter, der er brugte deres overlegne teknologi og udnyttede rivaliseringen i den muslimske verden til at etablere kolonistyre.

Selvom mange af de ting, de vestlige imperialistiske magter gjorde i ledelsen af deres kolonier var klart uretfærdige, er det fuldstændig uberettiget at betragte den vestlige imperialisme - som det ofte er tilfældet - som et endemisk kriminelt foretagende, der er årsagen til den moderne bitterhed mod Vesten. Det var kun på grund af de vestlige magters selvsikre rolle, at moderne nationalstater som Indien, Pakistan, Israel, Sydafrika, Zimbabwe, osv. overhovedet blev til. Uden vestlig organisation, ville disse lande sandsynligvis fortsat have været kaotiske stammeområder, som de havde været det i århundreder.

Når man ser på den postkoloniale verden, er det tydeligt, at de mest succesrige postkoloniale nationer har én egenskab tilfælles: De er ikke-muslimske. USA, Australien, Hong Kong, Israel, Indien, og de sydamerikanske nationer overstråler klart deres postkoloniale modparter med muslimsk flertal - Irak, Algeriet, Pakistan, Bangladesh, Indonesien, osv. - efter næsten enhver målestok.

f. Hvordan kan en voldelig politisk ideologi være den næststørste og hurtigst voksende religion på jorden?

Det bør ikke være overraskende, at en voldelig politisk ideologi viser sig så attraktiv for store dele af verden. Fascistiske idéers attraktive magt har vist sig gennem hele historien. Islam kombinerer den indre trøst, som religiøs tro giver, med den ydre magt fra en verdensomformende politisk ideologi. Ligesom med kommunismens revolutionære vold, tilbyder jihad en uegennyttig retfærdiggørelse for at bringe død og ødelæggelse. Sådan en ideologi vil naturligvis tiltrække voldeligt anlagte mennesker samtidig med, at den opfordrer de ikke-voldelige til at gribe til våben eller støtte vold indirekte. At noget er populært, gør det næppe godartet.

Desuden har de områder, hvor islam er i stærkest vækst, som Vesteuropa, stort set mistet deres religiøse og kulturelle arv, hvilket efterlader islam som den eneste levende ideologi, der er til rådighed for dem, der søger efter mening.

g. Er det rimeligt at udmale alle islamiske åndsretninger som voldelige?

Islamiske apologeter gør ofte opmærksom på, at islam ikke er en monolit og at der er meningsforskelle mellem de forskellige islamiske skoler. Det er rigtigt, men ligesom der er forskelle, er der også fælles elementer. Ligesom ortodokse, romersk katolske og protestantiske kristne adskiller sig på mange områder af kristen teori og praksis, har de stadig vigtige fælles elementer. Det samme gælder for islam. Et af de fælles elementer for alle islamiske åndsretninger er jihad, forstået som ummaens forpligtelse til at erobre og undertvinge verden i Allahs navn og styre den efter sharialoven. De fire sunni-muslimske retsskoler (madhahib, pl. af madhhab) - hanafi, maliki, shafii og hanbali - er alle enige om, at det er en kollektiv forpligtelse for muslimer at føre krig mod resten af verden. Desuden er selv de åndsretninger, der står uden for sunni-muslimsk ortodoksi, herunder sufisme og den jafaritiske retsskole (shiamuslimsk), enige om nødvendigheden af jihad. Når det drejer sig om jihad, er de forskellige skoler uenige om sådanne spørgsmål som: Om hvorvidt vantro først skal opfordres til at konvertere til islam, før fjendtlighederne kan begynde (Osama bin Laden bad Amerika om at konvertere, før al-Qaedas angreb); om hvordan rovet skal fordeles blandt de sejrende jihadister; om en langsigtet klogt nølende strategi mod Dar al-Harb er at foretrække frem for et totalt frontalt angreb osv.

h. Hvad med den islamiske civilisations store resultater gennem historien?

Islamiske landvindinger inden for kunst, litteratur, videnskab, medicin, osv. gendriver på ingen måde den kendsgerning, at islam i sit væsen er voldelig. De latinske og græske civilisationer skabte mange store resultater inden for disse områder, men dyrkede også stærke traditioner for vold. Samtidig med at Rom gav verden Virgil og Horats, var den også hjemsted for gladiatorkampe, nedslagtning af kristne, og til tider grasserende militarisme.

Desuden er den islamiske civilisations resultater temmelig beskedne givet dens 1300-årige historie, sammenlignet med vestlige, hindu eller kongfuzianske civilisationer. Mange islamiske resultater var i virkeligheden præsteret af ikke-muslimer, der levede inden for det islamiske imperium, eller af nykonvertitter til islam. En af de største islamiske tænkere, Averroes, kom på kant med den islamiske ortodoksi på grund af hans studie af ikke-islamisk (græsk) filosofi og hans forkærlighed for vestlig tænkemåde. Da dhimmi-befolkningerne i imperiet svandt ind hen imod midten af det andet årtusinde e.Kr., begyndte islam sit sociale og kulturelle "forfald."

---

Oversættelse: Bombadillo