God Aften. Jeg er her for at tale om et emne, som ingen ønsker at diskutere - religion. Mange mennesker i vort post-kristne samfund (især journalister) er bange for det, misinformeret om det og uvidende om de mest basale teologiske begreber. Og vore teologer er ofte for specialiserede i deres arbejde til at kunne diskutere religion i bred forstand, eller vore gejstlige ofte så optaget af at finde fælles grund, at de dækker over og ignorerer islams teologi.

Vore største islamkritikere begrænser deres angreb til de ikke-religiøse aspekter af islam, enten dens politiske side eller dens juridiske side. Men når vi diskuterer politisk islam eller sharia-lov alene, så antyder vi, at der findes en religiøs islam, som er helt i orden, som vi ikke behøver at bekymre os om. Og vi lader de store problemer ved islamisering - muslimsk indvandring, moskébyggeri, proselytmageri i vore fængsler og i militæret samt infiltration af vore statslige institutioner - være helt uberørte og faktisk urørlige.

Så jeg tror, vi er nødt til at træde et par skridt tilbage for at undersøge islam som helhed og bredt definere dens konturer - hvad den er, og hvad den ikke er.

En ting, vi helt sikkert kan sige om islam er, at den ikke udelukkende er begrænset til at være et trossystem. Hvis den er en religion, er den ikke kun en religion. Islam er en total ordning af livet og rummer i sig et særligt socialt system, retssystem, og et politisk system med geopolitiske mål - erobring og administration af territorium.

Jeg sammenligner ofte islam med et næbdyr, der på overfladen ligner en odder. Ved nærmere eftersyn finder man ud af, at dette dyr har andenæb, lægger æg, og har mange andre egenskaber, som ikke er odder-lignende. Så derfor kan det ikke fortsat høre til i den biologiske kategori, der indeholder oddere. Det er simpelthen for forskelligt og må derfor have sin egen kategori. Jeg tror, det samme gælder for islam. Den er alt for forskellig fra de andre religioner til at forblive i kategorien religion; den bør klassificeres i sin helt egen kategori.

For det andet synes jeg, at det må være indlysende for kristne, at islam er kristendommens polære modsætning, og jeg har den opfattelse, at nihilisme ligger mellem kristendom og islam, og at islamisk moral er moral vendt på hovedet.

Lad mig forklare: Religion forsyner os med vort grundlæggende syn på verden og dens natur. Man kunne plotte trossystemerne ind på en graf: I den ene ende ligger religioner, der ser Gud som god og universet som et godt sted. I midten har vi den opfattelse, at der ikke er nogen Gud og at universet er et ubarmhjertigt og indifferent sted. Dette er den materialistiske determinismes opfattelse, og er den retning, som vores samfund tenderer imod. I den anden ende ligger synet på Gud som ondsindet, og hvor universet er et ondt og uforudsigeligt sted - Gud nyder vores lidelse. Det er her, islam ligger.

Grunden til at vi kan hævde, at den islamiske moral er vendt på hovedet, er, at islam konsekvent sætter legemlige overvejelser over åndelige. Det vil sige, at den ophøjer legemlig lydighed mod den islamiske doktrins diktat over alle overvejelser om Sandhed eller Godhed. Moral, konformitet og selv lovlighed er alle ét og det samme i islam. Lad mig give et eksempel: Følgende er ordene fra faderen til en mislykket kvindelig selvmordsbomber:

"Hvis jeg havde vidst, hvad [min datter] havde planlagt, ville jeg have fortalt det til jøderne. Jeg ville have stoppet hende."

"I vores religion er det forbudt for en piges krop at være afdækket, selv i hjemmet. Hvordan kan en pige tillade, at hendes krop bliver sprængt i stumper og stykker og derefter samlet op af jøder? Det er absolut forbudt."

Selvom dette er et ekstremt tilfælde, ser vi dette mønster udspille sig igen og igen. Kvinder bliver behandlet som om de var ejendom, fordi det er sådan, de er defineret af islam.

Hvis en ung pige for eksempel løber væk hjemmefra for at gifte sig med sin sande kærlighed, har hun i realiteten stjålet den ejendom, hun selv er, fra sin familie. Og familien vil ofte forsøge at dræbe hende for at ophæve tyveriet og for at dæmpe skammen og ydmygelsen, som familien har lidt ved ikke at have haft fuld kontrol over deres datters krop, som det kræves af islam. På denne måde er islam fuldstændig materialistisk - kontrol af kroppen er alt. Og det muslimske sind er helt fokuseret på den materielle verden.

Jeg vil videre hævde, at islam er blevet en erstatningsgud for muslimer. Tilbedelse er defineret som lydighed mod islam og islam repræsenterer hele Guds vilje for alle mennesker til alle tider. Guds vilje er også enhver enkelt ting, der sker. Så selv hvis man er ulydig mod islam, er det stadig Guds vilje, at man er det.

Hvis der ikke er nogen forskel mellem menneskets vilje og Guds vilje, så er der ingen Gud at søge. I islam er Gud uerkendelig - han er fuldstændig transcendent, og hans vilje er alle ting. Teologisk er dette det samme som at sige, at der ikke er nogen Gud.

Desuden - når en religion bliver fuldstændig reduceret til doktrin og kun doktrin, så er den ikke længere en levende tro. Den er død. Islam kan være kompleks og den kan være logisk, men den er logik i mangel af levende sandhed.

Religion i bredeste forstand må handle om udøvelse af højere værdier - om Sandhed, Skønhed og Godhed. Som vi lærte i filosofitimen, så plejede man at tænke, at disse værdier skiller sig ud fra verden og stiller verden til doms. Sandheden er målestok for mennesket, mennesket er ikke målestok for Sandheden. Dette er essensen af religiøs tænkning. Og det interessante er, at når vi forfølger værdier, hvilket alle sande religioner opmuntrer os til, så indarbejder vi disse værdier i os selv - når vi forfølger godhed, bliver vi gode, når vi forfølger sandhed, afspejler vi sandheden i os selv, og vi værdsætter mere og mere skønheden af Guds skabelsesorden - dette kaldes almindeligvis åndelig vækst. Al religion, som vi har kendt den, letter denne proces - dens mål er at føre mennesker til Gud og føre dem til at opleve Guds kærlighed.

Islam, på den anden side, underordner alt under sig selv. Islam er den højeste værdi, og de åndelige værdier, vi lige var inde på, menes at være helt indeholdt i islam, ja, at være helt indeholdt i Koranen. Hvilket er grunden til, at snesevis blev dræbt og hundredvis såret i optøjer over hele den muslimske verden, efter at Newsweek i maj 2005 startede et rygte om, at Koraner blev skyllet ud i toilettet på Guantanamo. Liv blev ofret over papir og blæk. Vi så det samme mønster udspille sig med Muhammed-tegningerne over et formodet religiøst princip, som kun har med den materielle verden at gøre.

Der er ingen højere sandhed end islam, intet højere gode end islam og intet smukkere end islam. Islam har erstattet Gud, ser du, og dens endelige mål er ikke at føre mennesker til at søge disse højere værdier. Islam eksisterer simpelthen for at forevige sig selv.

Lad os tage tre enkle religiøse begreber og se på, hvordan de er underordnet under islam.

Det første er tro. Når vi bruger ordet tro, så mener vi en voksende tillid til en kærlig, faderlig Gud - en Gud, vi kan lære at kende, en Gud, vi kan nærme os. I islam kan Gud ikke kendes, der er der ingen bro over til ham. Hvad muslimer mener med tro, er tro på sandheden og rigtigheden af islam selv. Intellektuelt samtykke til en doktrin har erstattet levende tro - menneskets forhold til en højere virkelighed.

Det andet er bøn. Når vi beder, åbner vi vort indre liv for Gud - det er en intim og personlig samtale og er ofte en bøn til Gud om at styrke os i dyd, så vi kan være bedre rustet til at møde problemerne i vore liv.

Der er intet personligt eller intimt ved muslimsk bøn. Den er en fælles og en opremset formel. Alle beder de samme bønner på samme tid, vendt i samme retning, mens de udfører de samme bevægelser med kroppen. Ligesom militære eksercitser, har disse såkaldte bønner den virkning, at de cementerer fællesskabets solidaritet, men ikke at de øger den intime kontakt med Gud. Personlige bønner skal adresseres korrekt til en af Guds 99 navne, ellers går bønnen tabt, som om Gud var en slags gigantisk posthus. Der er ingen intimitet mellem menneske og Gud i islamisk bøn, fordi der ikke kan være det.

Det tredje er tilbedelse, der for os er kærlighed, beundring, ærefrygt og taknemmelighed - alt sammen rettet mod Gud. Dette sker ofte i form af sang. I islam er tilbedelse defineret som lydighed mod islam, og da Gud er transcendent og vi ikke kan kende ham, er kærlighed til ham forfejlet og bestemt ikke afgørende. Lydighed er alt.

Dette begreb er også en væsentlig hindring for demokrati, fordi dette at adlyde menneskeskabt lov efter islamisk tankegang svarer til at tilbede mennesket. Jeg kan godt være enig i, at dyrkelsen af mennesket er et generelt karaktertræk ved den moderne verden, især hvis vi ser på videnskabens udvikling og fremgang med dens løfte om alvidenhed og endda almagt - dvs. at alt kan vides og gøres gennem videnskaben. Men jeg er på det kraftigste imod den opfattelse, at det islamiske totale trossystem og den totale regulering af livet er svaret på noget som helst. Islam er bestemt ikke en vej til en tættere forbindelse med Gud. Den fører mennesker væk fra Gud og fokuserer sindet på den materielle verden alene, fra morgen til aften, dag ud og dag ind ...

Islam er ikke svaret - islam er problemet.

Angående dem, der stadig insisterer på, at islam hører til i religionskategorien, vil de til sidst blive nødt til at indrømme, at islam enten er en falsk religion eller en ond religion, fordi den fører mennesker til onde handlinger, selv mod deres egne familier. Selvfølgelig er der ingen regel om, at alle religioner skal være gode eller føre til gode handlinger.

Islam er falsk, fordi den er bygget på den grundlæggende løgn, at Muhammed var en sand profet, snarere end en mand, der blot foregav at være profet for at få magt over mennesker. Man kan naturligvis påstå det samme om Joseph Smith eller L. Ron Hubbard eller en række andre grundlæggere af menneskeskabte religioner, som er opstået fra tid til anden gennem historien. En religion, der ærer en ond mand og ophøjer ham til at være den perfekte model for menneskelig adfærd, kan ikke andet end at føre mennesker til ond handling - selv til jihad.

Dette bringer os tilbage til kernen af vores problem. Skal en ond religion, der fungerer nøjagtig modsat de religioner, vi har hidtil har kendt til, modtage de samme fordele og hensyn som religioner, der er til gavn for samfundet?

Grundlæggende har vore sekulære samfund en kontrakt med religionen. Den siger, at staten ikke vil blande sig i religiøs praksis, så længe den foregår inden for lovens rammer, og at staten vil yde den fordele i form af skattelettelser og andre goder, således at religiøse institutioner kan udfolde sig frit og trives indenfor vore grænser. Til gengæld har religionen styrket familien, produceret ærlige hårdtarbejdende borgere med en høj grad af personlig selvkontrol, så folk opfører sig etisk og barmhjertigt over for hinanden og kan fungere med et minimum af ydre social kontrol.

Religion, som vi har kendt den, har været et gode for samfundet. Den har givet næring til moral, styrket familien, affødt offentlige tjenester og fremmet den sociale harmoni. Islam, på den anden side, er selv-isolerende og fremmer tanker om muslimsk overhøjhed, og sår dermed en sæd af social disharmoni. Selv dens tradition for velgørenhed er udelukkende til gavn for andre muslimer, og den ødelægger fuldstændig kernefamilien ved dens polygami. Polygamt ægteskab er ikke ægteskab. Det reducerer kvinder til en status af ejendom. Dette gælder i sidste ende også for mormonernes polygami.

Med det arabiske forår kan vi tydeligt se, at når den styrende politistat pludselig fjernes, så synker muslimske samfund over hele linjen ned i vold og kaos - religiøse sekter kæmper mod andre sekter, stammer kæmper mod andre stammer, plyndringer breder sig voldsomt og mænd bliver tvunget til at forsvare deres familier mod deres naboer. Det er overflødigt at sige det, men dette er ikke, hvad vi forventer af religion. Vi forventer, at religionen virker for at opretholde moralske og civilisatoriske standarder. Det er klart, at det gør islam ikke.

På trods af alle beviserne for, at islam er en umoralsk religion, er der en strømning i moderne tænkning, der søger at ophøje en prisværdigt personlig dyd, nemlig tolerance, op over det højere sociale princip om retfærdighed.

Men er det retfærdigt at tolerere polygami i den religiøse friheds navn? Højesteret [den amerikanske, o.a.] fastslog enstemmigt i 1878, at det ikke er tilfældet. Er det retfærdigt at tolerere den ulige ret til arv for kvinder og mænd? Er det retfærdigt at tolerere tvangsægteskaber? Er det retfærdigt at tolerere antisemitisme? Er det retfærdigt at tolerere hadprædiken mod ikke-muslimer? Er det retfærdigt at tolerere den lære, at muslimer står over ikke-muslimer, eller at mænd står over kvinder? Er det retfærdigt at tolerere et parallelt retssystem, der er baseret på ulighed?

Der er ting, som vort samfund ikke kan tolerere, hvis det samtidig forventer at overleve. Retfærdighed skal indtage sin retmæssige plads over tolerance.

Så for at gentage - islam er ikke en religion, fordi:

1. Den er en blanding af sociale, politiske og retslige systemer såvel som et trossystem. Den er hverken det ene eller det andet - islam er unik.
2. Filosofisk er den så langt fra andre religioner, som det er muligt at være. Den ligger hinsides nihilisme og dens moral er vendt på hovedet.
3. I samfundet fungerer islam helt modsat alle andre religioner. I stedet for at producere fred og social harmoni, sår den vold og social opløsning.

Derfor mener jeg, det ville være klogt at genoverveje islams indlemmelse i kategorien religion - i det mindste for så vidt angår First Amendment [den amerikanske forfatnings 1. tilføjelse, der bl.a. beskytter retten til frit at udøve religion, o.a.]. Jeg forstår vanskelighederne ved denne tilgang, og jeg ved, at mange vil forkaste den, men jeg mener også, det er nødvendigt at rejse spørgsmålet om, hvad islam egentlig er, og hvad den ikke er.

Når man tænker på den energi, der blev brugt på at diskutere, om hvorvidt Pluto bør betragtes som en planet eller ej, eller hvordan et nyopdaget insekt skulle klassificeres, eller hvad der udgør økologiske produkter, så tror jeg virkelig ikke, at dette at klassificere trossystemer er udenfor vore evners rækkevidde. I det mindste må vi sætte spørgsmålstegn ved dette islam-er-en-religion trumfkort, som islams forsvarere har spillet så vellykket. Og jeg tror, det kunne bidrage til at fjerne forvirringen i vore egne rækker og tillade islam at blive kritiseret i sin helhed, ikke bare som et politisk eller juridisk system.

Vi kan ikke bekæmpe en løgn af denne størrelsesorden med den halve sandhed.

Tak.

---

Oversættelse: Bombadillo