For 34 år siden (1974) udgav Bat Ye’or en usædvanlig fremsynet analyse af den islamiske antisemitisme og genopstandne jihadisme i hendes fødeland Egypten, som var færdigpakket til udbredelse i hele den muslimske verden. De primære, inderste antisemitiske og jihadistiske motiver var islamiske, afledt af islams grundlæggende tekster, hvorpå der var indpodet europæiske, især nazistiske elementer.

”De nedsættende kendetegn ved jøder, som beskrevet i muslimske religiøse tekster, finder anvendelse på moderne jøder. Antijødiskhed og antizionisme er ensbetydende (…). Pga. jøders underlegne status i islam og fordi guddommelig vilje dømmer jøder til et omflakkende liv og elendighed, så opfatter muslimer den jødiske stat som en ubærlig krænkelse og en synd imod Allah. Derfor skal den ødelægges ved jihad.”

”De panarabistiske og antivestlige teser, der betragter Israel som Vestens forpost i den islamiske verden, kommer her til at forstærke religiøs antijødiskhed. Der er tale om en religiøs og politisk sammensmeltning i en ren islamisk kontekst, hvorpå der er podet fremmede elementer. Hvis nazistisk indflydelse, på det dogmatiske niveau, er sekundær i forhold til det islamiske grundlag, så viser måden, det antisemitiske materiale blev omformuleret på, samt de politiske mål, der blev fulgt, slående ligheder med Hitlers Tyskland. At antijødiske meninger var blevet vidt udbredt i arabiske nationalistiske kredse, er der ingen tvivl om. Men deres stadfæstelse ved [Al] Azhar [Universitetet] af islams vigtigste autoriteter gjorde, at de endegyldigt, med ufejlbarlighedens blå stempel, kunne pålægges de uvidende masser, der var stærkt knyttet til de religiøse traditioner.”

Den nazistiske akademiker og udryddelsesagitator Johannes von Leers begyndte som begunstiget medarbejder i Goebbels’ propagandaministerium og konverterede senere til islam (som Omar Amin von Leers). Han arbejdede som antivestlig og antisemitisk/antizionistisk propagandist under Nassers regime fra midten af 1950’erne til sin død i 1965. Von Leers skrifter og personlige karriereforløb sammenfatter denne konvergens af jihad, islamisk antisemitisme og racistisk, nazistisk antisemitisme, som beskrevet af Bat Ye’or.

To årtier før han endeligt konverterede til islam gav von Leers, i Blut und Rasse in der Gesetzgebung (Blod og race i lovgivningen, 1936), udtryk for sin beundring for ”den myndige og krigeriske islam, som stadig [blandt folkene] indeholdt et klart nordisk raceelement.” Samtidig priste han, i Der Kardinal und die Germanen (Kardinalen og germanerne, 1934), islams økumeniske ”tolerance”. I senere essays, udgivet mellem 1938 og 1942, skrev von Leers analyser, der primært fokuserede på Muhammeds forhold til jøderne i Medina. Samlet set afslører disse essays hans fromme ærbødighed for islam og dens profet, samt en grundig forståelse af de helliggjorte islamiske kilder (dvs. Koranen, hadith og sira), som er i fuld overensstemmelse med standard muslimsk apologetik.

I sit essay fra 1942 ”Judentum und Islam als Gegensätze” (Jødedom og islam som modsætninger) beretter von Leers om Muhammeds succesrige felttog, som besejrede de arabiske jøder, dræbte og spredte dem “… eller, i det mindste, tillod dem at blive på visse steder, hvis de betalte en særlig hovedskat.” Dette gør han ved at henvise til de relevante grundlæggende tekstkilder (dvs. Koranen 13:36; 8:55-58; 59:1-15; og beskrivelser fra sira og kanoniske hadither af den skæbne der overgik såvel individuelle jøder, f.eks. Abu Afak og Kab ibn Ashraf, som de jødiske stammer Banu Qaynuqa, Banu Nadir, Banu Qurayza, samt jøderne i Khaybar-oasen). Von Leers beskriver videre beretningerne (fra hadith og sira) om, hvordan Muhammed blev forgiftet af en jødisk kvinde fra Khaybar, og omtaler specielt den kanoniske hadith, der angiver kalif Umars begrundelse for at uddrive de jøder fra det nordlige Arabien, der havde overlevet Muhammeds tidligere felttog:

”På sit dødsleje skal Muhammed have sagt: ”Der må ikke være to religioner i Arabien.” En af hans efterfølgere, kalif Umar, drev resolut jøderne ud af Arabien.”

Og von Leers påkalder tilmed den apokalyptiske, kanoniske hadith, som 46 år senere blev slutstenen i Hamas-charteret fra 1988, der sanktionerede folkedrab mod den jødiske stat Israel:

”Ibn Huraira meddeler os tilmed følgende udtalelse, fremsat af den store gudsmand: ’Dommedag vil først komme, når muslimerne har påført jøderne et tilintetgørende nederlag, når alle sten og alle træer, som en jøde gemmer sig bag, fortæller den troende: ”Bag mig står en jøde, dræb ham.”’”

Von Leers’ essay fra 1942 slutter med en lovprisning af både den undertrykkelsesmodel, som jøderne fik at føle under islamisk suverænitet, og den ædle højhed af Muhammed, islam og samtidens muslimer fra tiden omkring 2. Verdenskrig, og varslede derved hans egen konversion til islam lidt over et tiår senere:

De [jøderne] var underkastet en meget restriktiv og undertrykkende særregulering, der fuldstændigt forkrøblede jødiske aktiviteter. Alle, der beretter om den tid, da de islamiske lande stadig helt adlød deres egne love, er enige om, at jøderne var særlig foragtede (…). Muhammeds modsætningsforhold til jøderne havde utvivlsomt en virkning – det orientalske jødefolk var fuldstændig paralyseret af islam. Dets ryg var knækket. Orientalske jøder har næsten ikke spillet nogen rolle i jødedommens massive opstigning til magt over de sidste to århundreder. Som forhånede drev jøderne rundt i mellahens beskidte gyder og var underkastet en særlig regulering, der ikke tillod dem at tilrane sig penge, som de gjorde i Europa, eller drive hælervirksomhed, men i stedet holdt dem ængstelige og under pres. Hvis resten af verden havde indført lignende metoder, ville vi i dag ikke have noget jødisk spørgsmål – og her må vi ubetinget bemærke, at der også var islamiske herskere, blandt dem især de spanske kaliffer af Muawiyahs dynasti, der ikke holdt fast ved islams traditionelle fjendtlighed mod jøder - til skade for dem selv. Som religion har islam imidlertid ydet den udødelige tjeneste at forhindre jøderne i at gennemføre deres truende erobring af Arabien og ved at besejre Jehovas frygtelige lære. Dette er sket gennem en ren tro, der åbnede vejen til højere kultur for mange folkeslag og gav dem uddannelse og human oplæring. Derfor er muslimer, der tager deres tro alvorligt, stadig i dag et af de mest værdige fænomener i denne fortumlede verden.

Og endnu tidligere, i et essay fra 1938, viste von Leers yderligere sympati med ”den ledende rolle, som stormuftien af Jerusalem [Hajj Amin el-Husseini] spillede i arabernes kamp mod den jødiske invasion i Palæstina.” Von Leers bemærker, at for den fromme muslim ”er jøden en fjende, ikke blot en ’vantro’, som måske kan omvendes eller som måske alligevel, selvom han ikke tilhører islam, er en person af nogen værdi. Jøden er snarere muslimens forudbestemte modstander, én, der forsøgte at ødelægge Profetens værk.”

Leers’ beskrivelse, i et brev af november 1957 til den amerikanske nazist, H. Keith Thompson, af oprindelsen til det muslimske fornavn (Omar Amin), som han valgte som led i sin formelle konversion til islam, kaster lys over hans personlige og dogmatiske forbindelser med muftien, med hvem han havde et mangeårigt samarbejde:

”Jeg har selv tilsluttet mig islam og taget det nye fornavn Omar Amin, Omar efter den store kalif Omar, som var en ubarmhjertig fjende af jøderne, og Amin til ære for min ven Hadj Amin el Husseini, stormuftien.”

Leers’ uophørlige indsats som formel propagandist for Nasser-regimet og Den Arabiske Liga blev fuldendt af en forbløffende forfattervirksomhed før og under det sidste tiår af hans liv. Den omfatter: Oversættelse til tysk af moderne arabiske afhandlinger om jihad og islamisk finansiering; forordet til en antizionistisk analyse af den arabisk-israelske konflikt, skrevet af en ægyptisk lærd; anmeldelse og fremme af værker skrevet af nynazistiske og fascistiske teoretikere i hans egenskab af redaktør af Der Weg (mest fremtrædende er hans 1951-anmeldelse af Francis Parker Yockeys “Imperium”). Samtidig førte han en uhyre produktiv og verdensomspændende korrespondance med individuelle fascister med det formål at samle støtte til global jihad. Således skrev han (igen til den amerikanske nazist, H. Keith Thompson) i 1957 og 1958:

[1957] ”Den islamiske blok er i dag verdens eneste åndelige kraft, der kæmper for sand religion og menneskelige værdier og frihed. Desuden er det en vidunderlig religion med fremragende filosofi og enorme skatte af visdom. Jeg tænker nogle gange, at hvis min nation havde haft islam i stedet for kristendom, så ville vi ikke have haft alle de forrædere, vi havde under 2. Verdenskrig; to millioner kvinder ville ikke være blevet brændt som hekse af de kristne kirker; der ville ikke have været en Trediveårskrig, som ødelagde Tyskland og dræbte mere end halvdelen af vores nation.”

[1958] ”En ting er klar – stadig flere tyske patrioter tilslutter sig den store arabiske revolution mod bestialsk imperialisme. I Algeriet har et halvt kompagni tyske soldater, som trak to franske officerer og to underofficerer med sig, smidt deres distinktioner ved synet af de algeriske revolutionære. De er gået over på algeriernes side og har antaget islam. Det er godt! Til helvede med kristendommen, for i kristendommens navn er Tyskland blevet solgt til vore undertrykkere! Vores plads som undertrykt nation under den afskyelige vestlige kolonialistiske Bonn-regering må være på samme side som den arabiske nationalistiske opstand mod Vesten (…). I hamd ul Allah! (”Takket være Allah!”)”

Den følgende, for nyligt deklassificerede, amerikanske efterretningsrapport fra oktober 1957 om von Leers’ værker og aktiviteter for Egypten og Den Arabiske Liga giver en uafhængig bekræftelse af hans fuldstændige overtagelse det triumfalistiske muslimske verdenssyn, som ønsker intet mindre end ødelæggelsen af den jødisk-kristne civilisation gennem jihad:

”Han [Dr. Omar Amin von Leers] bliver mere og mere en religiøs fanatiker, endda i en sådan grad, at han taler for en udbredelse af islam i Europa for at frembringe en stærkere enhed gennem en fælles religion. Denne ekspansion, mener han, kan komme fra kontakt, ikke alene med arabere i Nærøsten og Afrika, men også med islamiske elementer i USSR. Resultatet forestiller han sig som en politisk blok, mod hvilken hverken Østen eller Vesten kan holde stand.”

Leers’ endelige vision af et islamisk overherredømme – som formuleret i de to årtier efter 2. Verdenskrig - har haft dybtgående indflydelse på moderne og nu stærke tendenser i lande fra Marokko til Indonesien og indenfor muslimske samfund i Vesten og i andre ikke-muslimske samfund udover kloden. Der kan nævnes talrige eksempler på organisationer og enkeltpersoner, der deler denne alt for udbredte vision. De strækker sig fra velkendte jihad terror-organisationer som al Qaeda, Hizbollah og Hamas til den veletablerede Organisationen for den Islamiske Konference (OIC). Blandt individer kan nævnes den dybt indflydelsesrige muslimske gejstlige Yusuf al-Qaradawi, som er ”åndelig vejleder” for Det Muslimske Broderskab, TV-personlighed på al-Jazeera samt formand for det Europæiske Fatwaråd. En anden indflydelsesrig person er mufti-Leers-discipel og schweizisk konvertit til islam, Ahmed Huber – en tidligere leder af den finansielle institution Al Taqwa, som angiveligt skulle have hvidvasket penge for Osama bin Laden.

Den udstrækning i hvilken den nazistiske konvertit til islam, Omar Amin von Leers’ hæslige vision er blevet virkeliggjort over de sidste 50 år, ses af en dybt bekymrende opfattelse, som er udtrykt af forfatteren Lawrence Auster. Uden at ænse den fast etablerede politiske korrektheds ortodoksi, har Auster kaldt Muhammed en ”vellykket Hitler.” Auster hævder, at Muhammed, som han også kalder ”en af historiens store genier,” skabte …

”… en særdeles smidig og derfor holdbar ideologi og plan for omstyrtelse, erobring og dominans (og desuden en holdbar livsform), mens Hitlers ideologi og plan manglede indre moderation. Det var fuld kraft frem, rettet mod øjeblikkelig og total ødelæggelse af andre lande og den vestlige civilisation som helhed, hvilket gjorde det nødvendigt for andre lande fuldstændig at tilintetgøre hitlerismen.”

Uanset om man godtager denne generelle opfattelse eller ej, så er der et afgørende og uigendriveligt aspekt ved Austers argument angående Muhammeds vedvarende, skadelige indflydelse, som også rammer mentalt føjelige ikke-muslimer, nemlig hans evne til …

”… at få mennesker, selv fjorten århundreder efter sin død, til frivilligt at antage hans program for selvopgivelse, den villige overgivelse af deres sind og identitet …”

Del 1

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo