Cliff May fortjener anerkendelse for hans seneste klumme i National Review Online: “The New True Believers.” May drister sig til - indirekte og i sidste ende utilstrækkeligt, er jeg bange for - at koble dem, han kalder (…) ”militante jihadister” eller ”islamister” og deres bevægelse, ”militant islamisme”, sammen med Hitler og hans ”bevægelse”, nazismen.

Mays indledende indsats bør prises for dens forsøg på at belyse de mulige ideologiske forbindelser mellem Hitlers nazisme og islam. Han ser lighedstræk i 1) evnen til at nære forurettethed og vække ambitioner, 2) tyskere/ariere som en overlegen race og den ”militante islamisme”s tilsvarende tro på muslimsk overhøjhed, samt 3) en omfattende fanatisme, hvor May trækker på Eric Hoffers bog The True Believer. Men i sidste ende overser han imidlertid nogle langt mere dybtgående læremæssige og historiske sammenhænge mellem tidlig islam og moderne nazisme, som jeg vil forsøge at udvikle nærmere.

Diana West har opsummeret, hvordan den herskende brug af ordet “islamofascisme” fordunkler kritisk relevante sandheder:

”’Islamofascisme’ er et kunstord, der lægger et politisk korrekt slør henover almindelig, traditionel islam. Når vi spørger, hvad der driver vore jihadist-fjender – et fjendskab, som de er de første til at erklære – så afskærmes denne religion og dens principper derved mod nøjere granskning.”

Min diskussion præsenterer en læremæssig og historisk relevant kontekst, som anerkender den direkte forbindelse mellem islam, præ-moderne despoti og moderne totalitære ideologier. Denne må tages i betragtning, hvis det for tiden meget misbrugte ord ”islamofascisme” skal forstås og bruges rigtigt.

Islam, nazisme og totalitarisme

Under et interview fra sidst i 1930’erne (udgivet i 1939) blev Carl Gustav Jung, den schweiziske psykiater og grundlægger af analytisk psykologi, spurgt, om ”… han havde et bud på, hvad der sandsynligvis ville blive næste skridt i religiøs udvikling?” Jung svarede med henvisning til den nazistiske glød, der havde grebet Tyskland:

”Vi ved ikke, om Hitler vil grundlægge en ny islam. Han er allerede godt på vej; han er ligesom Muhammed. Følelsen i Tyskland er islamisk; krigerisk og islamisk. De er alle berusede af en vild gud. Dette kan blive den historiske fremtid.”

Albert Speer, som var Hitlers rustningsminister, skrev en angerfuld erindring om sine oplevelser under 2. Verdenskrig, mens han afsonede en dom på 20 års fængsel, som han fik ved Nürnbergprocessen. Speers beretning indeholder følgende diskussion, som på den ene side indfanger Hitlers racistiske syn på araberne og på den anden side hans overstrømmende lovprisning af islam:

”Hitler var blevet meget imponeret af et stykke historie, som han hørte fra en delegation af fremtrædende arabere. Da muhammedanerne i det 8. århundrede forsøgte at trænge gennem Frankrig og ind i Centraleuropa, fortalte hans gæster ham, var de blevet slået tilbage i Slaget ved Tours. Havde araberne vundet dette slag, ville verden have været muhammedansk i dag. For de havde en religion, der troede på udbredelse af troen ved sværdet og på undertvingelse af alle nationer under denne tro. Sådan en trosbekendelse passede perfekt til det tyske temperament. Hitler sagde, at de erobrende arabere, på grund af deres racemæssige underlegenhed, i det lange løb ikke ville kunne stå mål med det barske klima og vilkårene i landet. De ville ikke kunne holde de mere livskraftige indfødte nede. Så i sidste ende ville ikke arabere, men islamiserede tyskere stå som herskere over dette muhammedanske imperium. Hitler plejede at afslutte denne historiske spekulation med at bemærke: ’Ser du, det har været vores uheld at have den forkerte religion. Hvorfor har vi ikke haft japanernes religion, som betragter offer for fædrelandet som det højeste gode? Den muhammedanske religion ville også have passet os meget bedre en kristendommen. Hvorfor skulle det lige være kristendommen med al dens ydmyghed og slattenhed?’”

En lignende ambivalens prægede Nazi-Tysklands støtte til arabisk-muslimske målsætninger i tiden omkring 2. Verdenskrig. I december 1937 f.eks. foreslog Hitler tilmed at udelade dele af hans raceteori – som nedgjorde araberne - fra en kommende oversættelse af Mein Kampf til arabisk. Og en talsmand for Udenrigsministeriet i Berlin gjorde sig - ved en pressekonference i november 1942, rapporteret i New York Times - ”stor umage” med at forsikre araberne om, at nazistisk antisemitisme udelukkende var rettet mod jøderne. Talsmanden uddybede:

”Forskellen mellem Tysklands holdning til hhv. jøder og arabere er kommet tydeligt frem i brevvekslingen mellem Iraks tidligere premierminister, Rashid Ali og Det Tyske Institut for Racespørgsmål. Vi har aldrig sagt, at araberne var underlegne som race. Tværtimod har vi altid fremhævet det arabiske folks strålende historie.”

Selvom de i dag, af uforklarlige grunde, som helhed næsten ignoreres, har værker af betydningsfulde lærde og intellektuelle, skrevet fra midten af det 19. til midten af det 20. årh., omtalt islam som en despotisk eller, med det 20. århundredes sprog, totalitær ideologi. Ud over C. G. Jung drejer det sig om f.eks. historikerne Jacob Burckhardt, Waldemar Gurian, og Stoyan Pribichevich, filosoffen Bertrand Russell, den protestantiske teolog Karl Barth, sociologen Jules Monnerot, og især den berømte 20. årh. forsker i islamisk lov, G. H. Bousquet.

Den egentlige kilde til Muhammeds enorme styrke lå i, at han var gennemsyret af fanatisme, som førte, ifølge den schweiziske 19. årh. historiker, Burckhardt, til hans triumf som despot:

”Muhammed er som person meget fanatisk; dette er hans grundlæggende styrke. Som fanatiker er han en radikal forenkler og er som sådan ganske uforfalsket. Hans fanatisme er af den mest hårdnakkede slags, nemlig lidenskabelig dogmatisk, og hans sejr er en af fanatismes og banalitetens største sejre. Al afguderi, alt mytisk, alt utvungent i religionen, alle de mangeartede forgreninger i den hidtil eksisterende tro, bringer ham i sandt raseri, og han træder ind i historien på et tidspunkt, hvor brede lag i hans nation var stærkt modtagelig for en radikal forenkling af det religiøse.”

Burckhardt understreger, at araberne, Muhammeds håndgangne mænd, ikke var barbarer og havde deres egne særlige kvaliteter og åndelige traditioner. Muhammeds succesrige prædiken blandt dem drog fordel af en tydelig længsel efter samling på over-stammeniveau, ”en radikal forenkling.” Muhammeds geni ”bestod i at helliggøre dette.” Ved at bruge dele af de mest varierede eksisterende traditioner og drage fordel af, at ”folkene, som nu var under angreb, også var noget trætte af deres eksisterende teologi og mytologi,” …

”… gennemgår Muhammed, med hjælp fra mindst ti personer, den jødiske, kristne og zoroastriske tro og stjæler herfra hver en stump, han kan bruge, og former dem efter sin egen fantasi. I Muhammeds prædikener kunne alle derfor finde en eller anden afspejling af deres sædvanlige tro. Det helt usædvanlige er, at med alt dette opnåede Muhammed ikke alene succes i sin egen levetid, Arabien hyldede ham, men han grundlagde også en verdensreligion, som er levedygtig til denne dag, og som har kolossalt høje tanker om sig selv.”

Burckhardt konkluderer, at Muhammed, på trods af hans storværk, ikke var noget stort menneske, selv om han accepterer den forståelige tilbøjelighed til…

”… at udlede store årsager fra store virkninger, og således slutte fra Muhammeds storværk til hans menneskelige format. I Muhammeds tilfælde må man i det mindste indrømme, at han ikke var en bedrager, at han mente tingene alvorligt osv. Men nogle gange er det muligt at gå fejl i denne udledning, og forveksle den blotte magt med menneskeligt format. I dette tilfælde er det snarere den menneskelige naturs lavere egenskaber, som har fået en magtfuld præsentation. Islam er banalitetens triumf, og menneskehedens store flertal er banalt (…). Men banaliteten kan lide at være tyrannisk og holder af at påtvinge ædlere ånder sit åg. Islam ønskede at berøve gamle, ærværdige nationer deres myter, perserne deres Shahnameh (Kongebogen), og gennem 1200 år har den forbudt skulptur- og malerkunsten for enormt store befolkninger.”

Historiker på University of Notre Dame, Waldemar Gurian, en flygtning, der på første hånd oplevede de kommunistiske og fascistiske totalitære bevægelser i Europa, konkluderede (ca. 1945), at Hitler, analogt med Muhammed, hans sidestykke fra det 7. årh., som beskrevet af Burckhardt, havde været en forenkler af tysk nationalisme.

”Adolf Hitler var en fanatisk forenkler. Han dukkede op som en forener af forskellige tyske traditioner i tjeneste for enkle nationale mål. Mange forskellige tyske grupper – samt visse personer udenfor Tyskland - så ham, med visse fordrejelser og overdrivelser, som opfylderen af deres ønsker og delagtig i deres tro. Dette holdt sig, så længe han havde succes.”

På basis af samme klare forståelse (helt uden vor tids sløvende, politisk korrekte hæmninger) gav Karl Barth, ligesom Carl Gustav Jung (citeret tidligere), denne advarsel, som ligeledes blev publiceret i 1939:

”Fuld deltagelse i dette liv er, hvad nationalsocialismen, som politisk eksperiment, lover den, der, af egen drift, vil deltage i dette eksperiment. Ifølge den er dette det eneste værdige og velsignede liv. Og nu bliver det forståeligt, hvorfor den, i det øjeblik den møder modstand, kun kan knuse og dræbe – med en magt og ret, der hører guddommelighed til. Som bekendt gik islam i gamle dage til værks på denne måde. Det er umuligt at forstå nationalsocialismen medmindre vi ser den som en ny islam, dens myte som en ny Allah og Hitler som en ny Allahs Profet.”

Både filosoffen Bertrand Russell, i 1920, og sociologen Jules Monnerot, tre årtier senere (1953), betragtede bolsjevismen og sovjet-kommunismen, det 20. århundredes anden store totalitarisme, som ”det 20. århundredes islam” (Monnerots ord). I 1920 skrev Russell med klarsyn i Bolsjevismen i teori og praksis at:

”Blandt religionerne skal bolsjevismen regnes sammen med muhammedanismen snarere end med kristendommen og buddhismen. Kristendom og buddhisme er primært personlige religioner med mystiske doktriner og kærlighed til kontemplation. Muhammedanismen og bolsjevismen er praktiske, sociale, uåndelige og optaget af at vinde denne verdens rige.”

I sin Sociology and Psychology of Communism fra 1953 så Monnerot sovjetkommunismens “absolutte tyranni” som “sammenlignelig med islam”, og anså begge for at være en ”sekulær religion” og en ”universel stat.” Særligt om denne overensstemmelse mellem den triumferende fremkomst af de islamiske og sovjetiske imperier skrev han følgende:

”Denne sammensmeltning af religion og politik var et vigtigt kendetegn ved den islamiske verden i dens sejrende periode. Den tillod statslederen at handle udenfor hans egen stats grænser i hans egenskab af de troendes øverstbefalende (Amir-al-muminin). På den måde kunne kaliffen regne med at have lydige redskaber, eller fangne sjæle, overalt hvor der var mennesker, der anerkendte hans autoritet. De territoriale grænser, der tilsyneladende fjernede nogle af hans undersåtter fra hans jurisdiktion, var ikke andet en materielle forhindringer. Væbnet magt kunne tvinge ham til at hykle respekt for grænsen, men propaganda og undergrunds-krigsførelse kunne fortsætte med uformindsket styrke udenfor den.”

”Religioner af denne art anerkender ingen grænser. Sovjet-Rusland er blot det geografiske center, hvorfra kommunistisk indflydelse udgår. Den er en marcherende ’islam’, og den betragter sine grænser som provisoriske og midlertidige. Kommunismen, som den sejrende islam, skelner ikke mellem politik og religion …”

I en blændende, uhildet moderne analyse [Islam, Mellemøsten og fascisme] beskriver Ibn Warraq ”urfascismens” 14 kendetegn, som de er opregnet af Umberto Eco. Heri analyserer han deres mulige forbindelse med de vigtigste bestemmende faktorer ved islamisk styre og stræben i nyere tid. Han giver iøjefaldende eksempler, der afspejler de nøgleegenskaber, der diskuteres af Eco: Den enestående jihad-krigs-institution; oprettelse af et kalifat under ”Allahs stedfortræder på jord”, kaliffen, styret af islamisk lov, sharia; et stift system af underordning og religiøst begrundet diskrimination mod ikke-muslimer og muslimske kvinder; mangel på grundlæggende samvittigheds- og ytringsfrihed. Warraqs vurdering bekræfter, hvad G. H. Bousquet konkluderede (i 1950) ud fra sine studier af den historiske udvikling og implementering af islamisk lov:

”Islam trådte ind i verden som et dobbelt totalitært system. Den hævdede retten til at påtvinge sig hele verden og hævdede også retten til, ved den gudgivne muhammedanske lov, at regulere det islamiske samfund og den enkelte troendes liv ned til mindste detalje. (…) Studiet af muhammedansk lov (hvor tør og uhyggelig den end kan virke) (…) er af største betydning for verden i dag.”

Ved at udvide sin karakteristik af islams stifter, Muhammed, som en despot, beskrev Burckhardt allerede i midten af det 19. årh. den teokratiske styreform, han skabte, som en særlig ekstrem form for religiøst despoti. Det opstod (og blev udvidet) via jihad, og forsøgte at ophæve de nye tilhængeres præ-islamiske fortid ved at nedgøre deres kulturelle arv:

”Alle religioner er eksklusive, men islam er det i særlig høj grad, og den udviklede sig straks til en stat, som syntes at falde helt sammen med religionen. Koranen er dens åndelige og sekulære lovværk. Dens love omfatter alle sider af livet (…) og er faste og urokkelige. Det meget snævre arabiske sind tvinger denne natur ned over mange nationaliteter og omformer dem således for al fremtid (til en dyb og omfattende åndelig trældom!). Dette er islams egentlige styrke. Samtidig kan styreformen i det verdensimperium og de stater, der gradvis skiller sig ud fra det, ikke blive andet end despotisk monarki. Den hellige krig og den mulige verdenserobring, som er selve begrundelsen og påskuddet for islams eksistens, tåler ingen anden form.”

”Det stærkeste bevis på islams virkelige, ekstremt despotiske kraft er den kendsgerning, at den i så høj grad har været i stand til at ophæve de konverterede folks egen historie (sædvane, religion, tidligere måder at anskue ting på, tidligere forestillingsverden). Den opnåede dette ved at bibringe dem en ny religiøs arrogance, som var stærkere end alt andet, og få dem til at føle skam over deres fortid.”

Historikeren Stoyan Pribichevichs Balkanstudie fra 1938: World Without End viser, hvordan Burckhardts opfattelse af islamisk despoti passede på osmannisk herredømme. Pribichevich giver disse illustrationer, begyndende med hans karakteristik af de osmanniske sultaner:

”De nedstammede alle fra Osman 1. (d. 1326, grundlægger af det osmanniske dynasti). Sultanen var øverstbefalende for alle væbnede styrker; han var kalif, muslimernes øverste religiøse leder; han var Padishah eller kongernes konge med magt over liv og død for selv ministrene i sin regering; han var den uomtvistelige udøver af Allahs vilje – Guds skygge på jord.”

Selv om sultanen havde et råd bestående af fremtrædende standspersoner, ledet af en storvesir, tidligere ”førsteminister”, som rådgav ham, så bemærker Pribichevich:

”Men ligesom janitsharerne (slavesoldater, taget som unge fra undertvungne kristne og tvangskonverteret som led i devshirme-systemet) var de kuler, dvs. slaver, hvis liv og ejendom tilhørte deres herre. Der er tilfælde, hvor storvesiren blev henrettet, efter et lunefuldt indfald fra sultanens side.”

Om det osmanniske sultanat konkluderer Pribichevich: “Af alle kendte diktatorer var sultanerne de mest diktatoriske.”

Og Pribichevich fortsætter med at forklare, hvordan dette diktatoriske osmanniske sultanat agerede indenfor rammerne af islams religiøst-politiske totalitære system. Han skriver i overensstemmelse med Bousquets iagttagelser (fra 1950) baseret på dennes analyse af islamisk lov:

”Islam var således en totalitær religion. Koranen regulerede ikke alene menneskets forhold til Gud, men alle aspekter af politisk organisation, økonomi og privat livsførelse. Selv om sultanen var eneste lovgiver, forventedes det, at hans love, sharia, var i overensstemmelse med den hellige tekst. En gruppe lærde præster og jurister, ulama, sikrede den rette udlægning af Profetens ord. Ligesom ingen født muslim kunne blive medlem af janitsharkorpset, kunne ingen eks-kristen blive medlem af ulamas hellige forsamling. Disse teologer var ikke sultanens slaver, men deres meninger var ikke desto mindre kun rådgivende. Hele den osmanniske stats eksotiske struktur kan derfor opsummeres på denne måde: Koranen var imperiets konstitution; sultanen var dets absolutte udøver; janitsharerne var soldater og administratorer, og den tænkende ulama var en slags højesteret.”

Den undersøgende journalist, John Roy Carlsons interviews fra 1948-1950 [Cairo to Damascus] af arabisk-muslimske religiøse og politiske ledere giver et fuldendt, uafhængigt bevis på gyldigheden af disse vestlige vurderinger. Mest afslørende var måske de åbne og ærlige udtalelser, der blev givet af Aboul Saud, som Carlson beskrev som et ”behageligt engelsktalende medlem af Den Arabiske Ligas Kontor.” Aboul Saud forklarede Carlson, at islam var en autoritær religiøs-politisk tro, som omfattede hele den enkelte muslims åndelige og verdslige eksistens. Han sagde ligeud:

”Man kan beskrive muhammedanismen som en religiøs form for statssocialisme (…). Koranen giver staten ret til at nationalisere industri, fordele land m.v., eller til at ophæve retten til at nationalisere industri, fordele land eller ekspropriere ejendom. Den giver statens hersker ubegrænset magt, når blot han ikke går imod Koranen. Koranen er både vores personlige og politiske forfatning.”

Efter at have interviewet grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab, Hasan al-Banna, som ”prædikede med Koranens lære i den ene hånd og sværdet i den anden,” konstaterede Carlson:

”Det blev klart for mig, hvorfor den almindelige egypter dyrkede brugen af magt. Terror var synonymt med magt! Dette var grunden til, at de fleste egyptere, uanset klasse eller stilling, havde beundret nazi-Tyskland. Det bidrog til at forklare den sensationelle vækst af Ikhwan el Muslimin (Det Muslimske Broderskab).”

Del 2

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo