De virkelige rødder til muslimsk had
Af Andrew G. Bostom

Oversættelse af: The Real Roots of Muslim Hatred
Kilde: FrontPageMagazine.com, 3. juni 2004
Udgivet på myIslam.dk: 29. november 2011

“Er du muslim eller kristen? Vi vil ikke dræbe muslimer.” Dette er, hvad de islamiske terrorister efter forlydende sagde til deres uskyldige ofre under et morderisk skudorgie sidste lørdag i Khobar, Saudi Arabien, der efterlod mindst 17 civile døde under det første angreb. [1] Hvordan skal vi opfatte sådanne gentagne terrorhandlinger rettet mod ikke-muslimer? Den måske mest indflydelsesrige nutidige doyen, der belærer os om ”islamisk fundamentalisme”, har i mange værker siden 1990 [2] hævdet følgende: Fundamentalismen og dens ledsagende ”muslimske raseri” stammer udelukkende fra den stadige nedgang i muslimske staters geopolitiske magt, som mest dramatisk har kunnet ses ved opløsningen af Det Osmanniske Kalifat efter 1. Verdenskrig og oprettelsen af staten Israel. På trods af sin lærdom synes denne doyen uvillig til at undersøge en iøjnefaldende alternativ forklaring på årsagen til og vedholdenheden af den muslimske animositet overfor ikke-muslimer – nemlig, hvad muslimske børn gennem generationer er blevet lært at tænke om den vantro ”anden”, uden hensyn til de geopolitiske forhold.

E. W. Lane skrev en oplysende førstehåndsberetning om livet i Egypten, især i Cairo og Luxor, efter at have boet disse steder i flere år (først i 1825-1828, senere i 1833-1835). James Aldridge kaldte, i sin undersøgelse, Cairo (1969), Lanes beretning for ”den mest sandfærdige og udførlige beretning på engelsk om, hvordan egyptere levede og opførte sig.” [3] Lane forklarer, hvordan egyptiske muslimer betragter ”personer af enhver anden tro som fortabelsens børn; og den slags bliver muslimen tidligt lært at foragte (…). Jeg har troværdige oplysninger om, at børn i Egypten i skolen ofte lærer faste sæt af forbandelser rettet mod kristne, jøder og alle andre, der ikke tror på Muhammeds religion.” [4] Lane, der mestrede arabisk perfekt og senere skrev en kolossal arabisk-engelsk ordbog, oversatte nedenstående bøn fra en samtidig arabisk tekst fra det 19. årh. Den indeholder forbandelser mod ikke-muslimer, ”som muslimske unge i mange af skolerne i Cairo reciterede før de vendte hjem, hver gang de havde været i skole.” [5] En typisk forbandelse lyder:

Jeg søger tilflugt hos Gud mod Satan den forbandede. I Guds navn, den Medfølende, den Barmhjertige. Oh Gud, hjælp El-Islam, og ophøj sandhedens ord, og troen, ved at beskytte din tjener og din tjeners søn, Sultanen over de to kontinenter [Europa og Asien], Khakanen [kejseren eller monarken] over de to have [Middelhavet og Sortehavet], Sultanen, søn af Sultan [Mahmood] Khan [den regerende sultan, da denne bøn blev forfattet]. Oh Gud, stå ham bi, og hjælp hans hære og alle muslimske styrker. Oh, Herre over alverden. Oh Gud, tilintetgør de vantro og polyteisterne, dine fjender, religionens fjender. Oh Gud, gør deres børn forældreløse; tilsmuds deres boliger og lad deres fødder snuble, og giv alt hvad de har – dem selv og deres familier; deres husstand og deres kvinder og deres børn; deres svigerfamilie og deres brødre og deres venner; og deres besiddelser og deres race og deres rigdom og deres lande – som bytte til muslimerne. Oh, Herre over alverden.” [6] (Fremhævelse tilføjet)

Det er derfor ikke overraskende, når Lane beskriver, hvordan jøder for eksempel ofte blev ”skubbet til i Cairos gader og sommetider slået for blot at passere til højre for en muslim… (Jøderne) tør knap nok ytre et skældsord, når de uden grund forhånes eller tæves af de mest ondsindede arabere eller tyrkere; for mangen en jøde er blevet dræbt efter en falsk eller ondskabsfuld beskyldning om at have sagt respektløse ord mod Koranan eller Profeten. Det er almindeligt at høre en araber skælde ud på sit æsel, og, efter at have givet det forskellige hånende tilnavne, ende op med at kalde kræet for en jøde.” [7]

Over halvtreds år senere, i Tunis 1888, giver følgende personlige beretning yderligere bevis for den fysiske afsky og fjendtlighed, der blev indprentet i muslimske børn, især overfor ikke-muslimer: ”(Jøden) kan ses bøje sig ned i sin fulde længde mod et muslimsk barn og tillade det at praktisere dets traditionelle ret til at slå ham i ansigtet, en gestus, som kan få den alvorligste konsekvens. Ja, nærværende forfatter har selv modtaget sådanne slag. I den slags sager handler forbryderen med fuldstændig straffrihed, for dette har været en fast skik i umindelige tider.” [8] (Fremhævelse tilføjet)

Mary Boyce, professor emeritus i Iranske Studier og en fremragende forsker i zoroastrianisme, brugte et sabbatår i 1963-64 til at leve i det zoroastriske samfund i Iran (for det meste i Sharifabad på den nordlige Yazdi-slette). Under en forelæsningsrække i Oxford i 1975 [9] gjorde hun opmærksom på, hvordan zoroastriernes iranske forfædre havde et inderligt arbejdsfællesskab med hunde (til bevogtning af kreaturer), dengang de levede som nomader på de asiatiske stepper. Denne vedvarende kontakt udviklede sig over generationer, så hunde blev ”en del af (zoroastrisk) religiøs tro og praksis (…) hvilket med tiden blev en del af zoroastrianismens arv.” [10] Derefter gav Boyce en historisk oversigt over muslimers og deres børns overlagte, hensynsløse grusomhed mod hunde i Iran, inklusiv en personlig øjenvidneberetning:

I Sharifabad skelnede hundene klart mellem muslimer og zoroastriere, og var villige til at gå (…) fulde af håb, ind i overfyldte zoroastriske forsamlinger, eller tillidsfuldt lægge sig til at sove i zoroastriske stræder, men ville flygte, som fra Satan selv, fra en gruppe muslimske drenge (…). Bevismaterialet peger på (…), at muslimsk fjendtlighed mod disse dyr bevidst er blevet fremmet særligt i Iran for at markere modsætningsforholdet til den gamle (dvs. fra før den islamiske jihad-erobring) tro (dvs. zoroastrianismen), der fandtes dér. I Yazdi-området (…) fandt muslimer bestemt en dobbelt tilfredsstillelse i at pine hunde, fordi de derved både kunne plage et urent dyr og skabe sorg hos de vantro, der værdsatte det. Der er uhyggelige (…) historier fra tiden (dvs. indtil sidste halvdel af det 19. årh.), da den årlige hovedskat (jizya) blev opkrævet, om skatteopkrævere, der bandt zoroastriere og hunde sammen og piskede dem på skift, indtil pengene på en eller anden måde blev tilvejebragt eller døden udfriede dem. Jeg selv blev udsat for intet mindre end synet af en ung muslimsk pige (...), der stod over et kuld to uger gamle hvalpe, og pludselig sparkede en af dem så hårdt hun kunne med sin beskoede fod. Hvalpen skreg af smerte, men som svar på min vrede indgriben sagde hun blot uforstående: ’Men den er uren.’ I Sharifabad fortalte fortvivlede zoroastriske børn mig om endnu værre ting: et kuld hvalpe hakket i stykker med spader, og hovedet af en hund hakket åbent med det samme redskab; og af og til genlød luften af grufulde skrig fra et eller andet martret dyr. Sådanne hensynsløse grusomheder fra muslimernes side har bidraget ikke så lidt til spændingerne mellem samfundsgrupperne.” [11]

Sorour Soroudi, en iransk jødisk kvinde og akademiker, hvis familie forlod Iran i 1970, publicerede denne erindring:

“Jeg husker stadig det vers, muslimske børn plejede at synge, når de så en armenier på gaden: ’Armeni, armeni-hund, helvedes gadefejer er du!’” [12]

Et årti senere, da det Khomeini-ledede shiitiske teokrati kom til magten i Iran, blev diskrimination af vantro forstærket og indført som statssanktioneret politik. [13] Professor Eliz Sanasarian giver et særligt foruroligende eksempel på denne politik, som afspejler den hadefulde indoktrinering af unge kandidater til den nationale læreruddannelse. Den påståede forgiftning af Muhammed – som skulle være begået af en jødinde fra det gamle Khaybar, hvilket berettes om i hadith [14] - hævdes som objektiv faktisk historie. Hertil bemærker Sanasarian: ”Værre endnu, emnet blev et af spørgsmålene ved den ideologiske test på Lærernes Seminarium, hvor de studerende blev givet et multiple-choice spørgsmål for at identificere den skyldige i profeten Muhammeds martyrium. Det ‘rette’ svar var ’en jødinde.’” [15]

Den igangværende knopskydning af saudiarabisk sponsorerede uddannelsesprogrammer, fulde af bigotteri mod ikke-muslimer, er veldokumenteret. En nylig, omfattende rapport gav utvetydige eksempler på disse had-skabende undervisningsmaterialer, ledsaget af denne triumferende udtalelse fra en publikation fra den saudiske kongefamilie: ”Omkostningerne ved kong Fahds indsats på dette område har været astronomiske og løber op i milliarder af saudiske riyals. Udtrykt i institutioner er resultatet omkring 210 islamiske centre helt eller delvist finansieret af Saudi-Arabien, mere end 1500 moskéer og 2002 læreanstalter og næsten 2000 skoler for muslimske børn i ikke-muslimske lande i Europa, Nord- og Sydamerika, Australien og Asien.” [16]

Bagvaskelse af ikke-muslimer har i århundreder været en væsentlig del af muslimske børn og unges religiøse uddannelse, en gemen (og vedvarende) tradition, der langt foregriber de moderne og tilmed præmoderne muslimske ”fundamentalistiske” vækkelsesbevægelser. Vi må se denne kendsgerning i øjnene og begynde at tænke og handle udenom de velmenende, men begrænsede tankekonstruktioner fra selv vore mest respekterede alderspræsidenter. Det ville måske være klogt at give agt på det besindige råd fra den modige madrasa-dropout og sekulære muslimske ”apostat”, Ibn Warraq:

Først bør vi - der lever i det frie Vesten og nyder udtryksfrihed og frihed til videnskabelig forskning - støtte et rationelt syn på islam, støtte en kritisk undersøgelse af Koranen. Kun korankritik kan hjælpe muslimer til at betragte deres Hellige Skrift på en mere rationel og objektiv måde og forhindre unge muslimer i at blive gjort fanatiske af Koranens mindre tolerante vers (…). Vi kan fremme rationalitet gennem sekulær uddannelse. Dette vil betyde lukning af religiøse madrasaer, hvor unge børn fra fattige familier kun lærer Koranen udenad, lærer jihad-doktrinen – kort sagt lærer at blive fanatikere (…). Min prioritet ville være en storstilet omskrivning af skolebøger, som i øjeblikket prædiker intolerance mod ikke-muslimer, især jøder. Man kan håbe, at uddannelse vil fremme kritisk tænkning og rationalitet. Igen for at opmuntre til pluralisme, så jeg gerne den præislamiske histories herligheder undervist for alle børn. Et forbud mod al religiøs undervisning i statsskoler som i Frankrig, hvor der er en klar grundlovssikret adskillelse mellem stat og religion, er ikke realistisk for øjeblikket i islamiske lande. Det bedste vi kan håbe på, er undervisning i sammenlignende religion, som vi håber vil dæmpe den fanatiske feber, fordi islam vil blive set som blot ét trossystem ved siden af mange andre.” [17]

Indtil Warraqs anbefalinger bliver taget til efterretning, kan vi se frem til en endeløs jihad.


Noter:

[1] Reuters, “Gunmen hunted ‘infidel’ Westerners” Sun May 30, 2004 06:30 AM ET, http://www.reuters.co.uk/newsPackageArticle.jhtml?type=topNews&storyID=520188§ion=news. Alternativt link: http://www.nzherald.co.nz/world/news/article.cfm?c_id=2&objectid=3569497

[2] dvs. Bernard Lewis, for eksempel
i 1990, http://www.theatlantic.com/issues/90sep/rage.htm, http://www.theatlantic.com/issues/90sep/rage2.htm;
November/December 1998 “License to Kill: Usama bin Ladin's Declaration of Jihad”, Foreign Affairs;
2002, http://www.theatlantic.com/issues/2002/01/lewis.htm;
2003, http://www.theatlantic.com/issues/2003/05/lewis.htm.

[3] Citeret af J. M. White i hans introduktion til Lane, E. W.: An Account of the Manners and Customs of the Modern Egyptians, New York, 1973, p. v.

[4] Lane, E. W. Modern Egyptians, p. 276.

[5] Lane, E. W. Modern Egyptians, p. 575.

[6] Lane, E. W. Modern Egyptians, p. 575.

[7] Lane, E. W. Modern Egyptians, pp. 554-555.

[8] Fellah. “The Situation of the Jews in Tunis, september 1888.”, Ha-Asif (Høsten) [hebraisk] 6 (Warsaw, 1889), engelsk oversættelse i Bat Ye’or: The Dhimmi - Jews and Christians Under Islam, Fairleigh Dickinson University Press, 1985, p. 376.

[9] Boyce, Mary. A Persian Stronghold of Zoroastrianism (baseret på Ratanbai Katrak lectures, 1975), 1977, Oxford.

[10] Boyce, M. A Persian Stronghold, p. 139.

[11] Boyce, M. A Persian Stronghold, pp. 141-142.

[12] Soroudi, Sorour. “The Concept of Jewish Impurity and its Reflection in Persian and Judeo-Persian Traditions” Irano-Judaica 1994, Vol. III, s. 155 (fodnote 33).

[13] Se Tabandeh, Sultanhussein. A Muslim Commentary on the Universal Declaration of Human Rights, oversat af F. J. Goulding, London, 1970, ss. 17-19. Tabandeh var en sufi shiitisk ideolog, hvis skrifter havde dyb indflydelse på Ayatollah Khomeinis diskriminerende politik overfor ikke-muslimer i Iran, som diskuteret i Sanasarian, Eliz. Religious Minorities in Iran, Cambridge, 2000, ss. 24-27.

[14] Sahih Bukhari, Bind 3, Bog 47, Nummer 786: Fortalt af Anas bin Malik: “En jødinde gav et stykke forgiftet (tilberedt) får til Profeten, som spiste af det. Hun blev ført hen til Profeten og han blev spurgt: ‘Skal vi dræbe hende?’ Han sagde: ’Nej.’ Jeg blev ved med at kunne se giftens virkning på munden af Allahs sendebud.”

[15] Sanasarian, E. Religious Minorities in Iran, s. 111.

[16] Stalinsky, Steven. “Preliminary Overview. - Saudi Arabia's Education System: Curriculum, Spreading Saudi Education to the World and the Official Saudi Position on Education Policy,” Middle East Media Research Institute, 20. december, 2002.

[17] Warraq, Ibn. “A True Islamic Reformation,” FrontPageMagazine.com, 19. maj, 2003. Dansk oversættelse: En sand islamisk reformation.




Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).




Oversættelse: Bombadillo