Da rækken af massakrer, der var begyndt i 1894 i Sasun og fortsatte til slutningen af 1896, var ovre, var dødstallet hinsides noget, nogen kunne have forestillet sig. Der havde aldrig været et tilfælde af massenedslagtning i moderne historie som denne. Ifølge Ernst Jäckh, en medarbejder fra det tyske udenrigsministerium og turkofil, blev to hundrede tusinde armeniere dræbt og yderligere halvtreds tusinde fordrevet, og en million armenieres hjem blev plyndret og røvet. Den franske historiker Pierre Renouvin, formand for en kommission, der skulle samle og klassificere franske diplomatiske dokumenter, konkluderede, at antallet af armeniere, der omkom under sultanens massakrer, var 250.000. [25] Johannes Lepsius, en tysk præst, der rejste gennem de armenske provinser på en undersøgelsesmission i kølvandet på massakrerne i sommeren 1896, fremsatte et forsigtigt skøn på et hundrede tusinde døde fra de umiddelbare drab, men skønnede, at massakrernes eftervirkninger ville føre til yderligere hundrede tusinde omkomme som følge af hungersnød, sygdom og kvæstelser. [26]

Lepsius indså, at tabets uhyrlighed og betydning ikke kunne måles alene i form af menneskeliv. Den kulturelle ødelæggelse, som følge af sultanens program, var af folkedrabsdimensioner, fordi det i den grad destruerede "den sociale struktur og de kulturelle institutioner" i armensk samfund og kultur. Ifølge data indsamlet af Lepsius, havde sultanens massakrer i foråret 1896 resulteret i følgende: 2.500 byer og landsbyer blev efterladt helt øde, 645 kirker og klostre blev ødelagt. Overlevende i 559 landsbyer, plus hundreder i byerne, blev tvunget til at konvertere til islam. Dette omfattede femten tusinde armeniere i provinserne Erzurum og Harput, der konverterede under trussel om døden. Desuden blev 328 kirker omdannet til moskéer, 508 kirker og klostre blev plyndret, og 21 protestantiske og 170 apostolske præster blev dræbt; 546.000 mennesker blev kastet ud i armod. [27]

William M. Ramsay, den britiske etnograf, som havde tilbragt mere end et årti i Tyrkiet som forsker, og som beundrede tyrkerne og ofte var kritisk over for armenierne for deres passivitet, gav en vurdering af det traume, som massakren havde påført armeniere og deres kultur:

Tyrkisk massakre betyder ikke blot, at tusinder er dræbt på få dage med sværdet, gennem tortur eller brand. Det betyder ikke blot, at alt hvad de ejede er stjålet, deres huse og butikker plyndret og ofte brændt, de mest værdiløse ting er væk, ligene rippet for alt. Det betyder ikke blot, at de overlevende står tomhændede tilbage - uden mad, til tider bogstaveligt talt splitternøgne (…). Nogle gange, når tyrkerne har været specielt barmhjertige, har de tilbudt deres ofre at undslippe døden ved at tage imod muhammedanismen.

"Dette er kun begyndelsen, den lysere og lettere side af en massakre i Tyrkiet," fortsætter Ramsay med en næsten conradsk fornemmelse for rædsel:

Men hvad angår den mørkere side af en tyrkisk massakre – den personlige vold og skam – så tag, hvad de tidligere tiders mere åbenhjertige historikere har fortalt; tag detaljerne i de mest forfærdelige og ubeskrivelige skændselsgerninger, som halvt vanvittige lejlighedsforbrydere begår i dette land; forestil dig disse forbrydere, samlet i skarer på tusinder, ophidsede og blussende af mordets hårde arbejde, anspore hinanden og i kappestrid med hinanden, opmuntret af regeringens embedsmænd med løfter om straffrihed og udsigt til rov – forestil dig resultatet, hvis du kan, og du vil have en svag idé om massakrerne i de østlige dele af Tyrkiet. Der har ikke været nogen overdrivelse i de værste beretninger om rædslerne i Armenien. En forfatter med en Dumas’ levende fantasi og en Zolas indblik i ondskab, ville ikke, med en hvilken som helst beskrivelse, kunne gøre det samme indtryk, som synet af bare én massakre i den kurdiske del af Armenien, ville gøre på en tilskuer. Den kurdiske del af Armenien er det "mørke land.” Det er blevet et lighus. Man tør ikke rejse ind i det. Man kan ikke tænke på det. Man ved ikke hvor mange lemlæstede, skamferede, skændede armeniere, der stadig sulter dér. [28]

Den britiske konsul Henry Barnham, som førte opsyn med Aintab og Birecik i Aleppo-provinsen, gjorde det klart i sin beretning, hvor stærkt drabet på armenierne var motiveret af islamisk fanatisme og jihad-mentalitet:

Slagterne og garverne, med ærmerne smøget op til skuldrene, bevæbnet med køller og flækkeknive, huggede de kristne ned under råbet: "Allahu Akbar!" De slog dørene til husene ind med hakker og stænger, eller klatrede op over murene med stiger. Da så middagstiden kom, knælede de ned og sagde deres bønner, og sprang derefter op og genoptog det frygtelige arbejde, der fortsatte til langt ud på natten. Hver gang de var ude af stand til at nedbryde dørene, satte de ild til husene med råolie, og det faktum, at råolie ved udgangen af november næsten ikke kunne opdrives i Aleppo, tyder på, at enorme mængder var opkøbt og sendt nordpå til dette formål. [29]

Muslimske præster spillede til stadighed en rolle i massakren på armeniere; imamer og softaer [teologistuderende] samlede ofte pøbelen ved at synge bønner; og moskeer blev ofte brugt som steder til at mobilisere store folkemængder, især under fredagsbønnen. [30] Kristne blev myrdet i Allahs navn. En overlevende, Abraham Hartunian, beskrev vanhelligelsen af to armenske kirker (den ene gregoriansk-armensk apostolsk - og den anden protestantisk) i byen Severek i Diyarbekir-provinsen:

Pøbelen havde plyndret den gregorianske kirke, vanhelliget den, myrdet alle, der havde søgt ly dér, og, som en offerhandling, halshugget degnen på stentærskelen. Nu fyldte den vores gård. Slagene fra en økse knuste kirkedøren. Angriberne stormede ind og rev bibler og salmebøger i stykker, knuste og splintrede, hvad de kunne, bespottede korset, og som et tegn på sejr sang den muhamedanske bøn: “La ilaha ill-Allah, Muhammedin Rasula-llah” (Der er ingen anden Gud end én Gud, og Muhammed er hans profet) (…). Lederen af pøbelen råbte: "Muhammede salavat!" Tro på Mohammed og fornægt din religion. Ingen svarede (…). Lederen gav ordre til at massakrere. Det første angreb var på vores præst. Slaget af en økse halshuggede ham. Hans blod sprøjtede i alle retninger og overstænkede væggene og loftet." [31]

To breve fra en tyrkisk soldat på tjeneste i Erzurum med 4. Kompagni, 2. Bataljon, 25. Regiment, skrevet til hans forældre og bror i Harput giver også indblik i tyrkiske holdninger til at dræbe armeniere. Brevene kom i hænderne på en britisk konsul efter massakrerne i denne by og blev anbragt i den konsulære fil mærket "fortrolig".

Min bror, hvis du ønsker nyheder herfra, har vi dræbt 1.200 armeniere, alle som føde for hundene (…). Mor, jeg er i god behold. Far, for 20 dage siden gik vi i krig mod de armenske vantro. Ved Guds nåde er ingen skade sket os. Der er det rygte i omløb, at vores bataljon vil blive beordret til jeres del af verden - hvis det bliver tilfældet, vil vi dræbe alle armenierne dér. Derudover blev 511 armeniere såret, én eller to omkommer hver dag. Hvis du spørger efter soldaterne og Bashi Bozouks, så har ikke en af deres næser blødt (…). Må Gud velsigne jer.

I disse breve bliver dette at massakrere armeniere set som en banal hændelse, sanktioneret af islam såvel som af regeringen. Som Dadrian udtrykte det: "Her er et regiment i den stående hær, som ved højlys dag og i fredstid er involveret i drabsoperationer mod ubevæbnede civile befolkninger." [32]

Blandt de mest dæmoniske scener, der er beskrevet, er udryddelsen af armenierne i Urfa. Urfa, det gamle Edessa (byen i denne tørre region i det sydøstlige Anatolien, hvortil Kristi disciple bragte kristendommen), havde været udsat for massakrer i oktober 1895 under bølgen af efterårsnedslagtninger det år, og armeniere forblev under belejring i deres del af byen i de følgende to måneder. Så, den 28. december midt på dagen, lød et signalhorn og tyrkiske soldater og civile invaderede det armenske kvarter. Dørene til huse og forretninger blev slået ind med økser og køller, og folk blev skudt på stedet. Deres materielle goder og værdigenstande blev stjålet, og petroleum blev hældt på resten. Ved solnedgang, da signalhornet lød igen, trak morderne sig tilbage, og armeniere, der havde overlevet, søgte tilflugt i deres katedral (Traditionelt, efter islamisk lov, skulle synagoger og kirker respekteres som tilflugtssteder).

Den næste morgen skød de tyrkiske tropper ind gennem kirkens vinduer og brød jernporten ned, mens de hånligt opfordrede "Kristus til nu at vise sig som en større profet end Muhammed." De begyndte at dræbe alle på kirkens gulv med hånden eller med pistoler. Fra alteret nedskød de kvinderne og børnene i galleriet. Til sidst samlede tyrkerne senge og halm sammen, som "de hældte omkring tredive dunke petroleum" udover, og satte kirken i brand. Den britiske konsul G. H. Fitzmaurices omhyggelige beskrivelse viser noget om den religiøse etos bag drabene:

Galleriets bjælker og træstruktur kom hurtigt i brand, hvorefter de, idet de blokerede trapperne, der førte op til galleriet med lignende ikke-brændbare materialer, efterlod massen af kæmpende mennesker til flammernes bytte.

I adskillige timer var byen gennemtrængt af den kvalmende lugt af brændt kød, og selv i dag, to en halv måned efter massakren, er lugten af rådne og forkullede rester i kirken uudholdelig (…). Jeg tror, at næsten 8.000 armeniere omkom i de to dages massakrer den 28. og 29. december (…). Jeg vil dog ikke blive overrasket, hvis tal på 9.000 eller 10.000 senere viser sig at være tættere på sandheden. [33]

Massakrerne i 1890'erne indvarslede til fulde armeniernes moderne skæbne i Det Osmanniske Rige. [Sultan] Abdul Hamids udryddelsespolitik indledte, hvad socialpsykologen Irvin Staub har kaldt et "kontinuum af ødelæggelse." Som Staub bemærker: "En fremskridende række af ændringer i en kultur og i enkeltpersoner er normalt nødvendig for massemord eller folkemord. I visse tilfælde - det armenske folkemord, for eksempel - finder ændringerne sted over flere årtier eller århundreder og skaber en parathed i kulturen." [34]

De hamidiske massakrer indførte også den tanke, at massakrer kunne begås ustraffet. Skønt de europæiske magter nedsatte en undersøgelseskommission efter Sasun og Van, og bad sultanen om reformer, var der ingen magtfuld intervention for at standse massakrerne, og der var heller ingen straf bagefter. Der var en verdensomspændende dækning af begivenhederne og en deraf følgende harme, og det strømmede til med humanitær nødhjælp og velgørenhed til de overlevende ofre. Sultanen blev i den europæiske og amerikanske presse nedsættende omtalt som "den blodige sultan", og skildret som en paranoid tyran og en besudler af den menneskelige frihed. Men over for denne verdensopinion forblev Abdul Hamid uden anger, og fortsatte med at benægte sine handlinger og kaste skylden på ofrene.

Ved udgangen af 1890'erne, lod den manglende politiske regres eller straf sultanen slippe af krogen, og efterlod det tyrkiske samfund involveret i en massakrens kultur, der permanent dehumaniserede armeniere i en udviklingsproces, der skulle kulminere med folkemordet i 1915. Som kristne vantro, var armeniere allerede marginaliserede. Nu blev de lovligt vildt.

Noter

[25] Ernst Jäckh, Der Aufsteigende Halbmond, 6th ed. (Berlin 1916), 139; P. Renouvin, E. Preclin, G. Hardy, L’Epoque contemporaine. La paix armée et la Grande Guerre, 2nd ed. (Paris 1947), 176, quoted in A. Beylerian, Les Grandes Puissances, L’Empire Ottoman, et les Armeniens dans les Archives Françaises (1914—1918), Paris, 1983, XXIII, i Dadrian, ibid. [History of the Armenian Genocide], 155.
[26] Lepsius, Armenia and Europe, xviii, 18—19.
[27] Ibid., 36; see charts and tables that present the destruction prepared by the Committee of Delegates in text under title of “Ambassadors’ Report”; the tables present the destruction by place and date, pp. 280—327.
[28] William M. Ramsay, Impression of Turkey During Twelve Years’ Wandering (New York: G. P. Putnam’s Sons, 1897), 211—12.
[29] Turkey 8 (1896), enclosure 1 in Doc. No. 52, pp. 47, 48; Ambassador Currie’s February 19, 1896, report.
[30] Dadrian, History of the Armenian Genocide, 150.
[31] Abraham Hartunian, Neither to Laugh or Weep: A Memoir of the Armenian Genocide (translated by Vartan Hartunian), 12—14.
[32] FO 195/1944, doc. no. 14, folios 66—67, “confidential” report by Harput’s Vice-Consul Raphael A. Fontana, May 18, 1896; Dadrian, History of the Armenian Genocide, 160.
[33] Turkey 5 (1896), 12—13.
[34] Ervin Staub, The Roots of Evil: the Origins of Genocide and Other Group Violence (Cambridge, England: University Press, 1989), 17, 66, 85.

---

Oversættelse: Bombadillo